Velkomst til nye beboere

 | Beboerjournalist

Foto: Birthe Marie og Renee Krogh Bech og Karin Christiansen.

"Lidt mere af det hele" får konkret mening ved et velkomstarrangement i Bispehaven i det vestlige Aarhus. Præsentation for nye beboere efterlader indtryk af sandhed i påstand om, at det almene boligområde rummer lidt mere af det hele. Ved arrangementet introduceres en ny informationsbrochure fra projekt, der gav topkarakter ved svendeprøve for ejendomsfunktionærer.

Af Ole Nørgaard Madsen

"Min bedste sommerferie nogensinde havde jeg som nyindflyttet i Bispehaven. Så også næste sommer bliver jeg hjemme i Bispehaven for at nyde udflugter og mange andre aktivitetstilbud." Karin Christiansen tilføjer, at hun heller aldrig har holdt så billig en sommerferie.

Karin Christiansen er til møde for nyindflyttede i Trivselshuset i Bispehaven. Mødet er det første i sin art, og derfor er invitationen gået ud til beboere, som har boet nogle måneder i Bispehaven.

Velkomstmøder og informationsbrochure
"Afdelingsbestyrelsen regner med, at vi vil holde velkomstmøder en gang i kvartalet," oplyser Gitte Bülow Light, som sammen med Winnie Pedersen tager imod.

Med invitationen til velkomstmødet har nye beboere modtaget en informationsbrochure om det almene boligområde, servicetilbud, aktiviteter og beboerens egne muligheder for at bidrage til energirigtigt indeklima og godt boligmiljø.

Brochuren har sit udspring i et projekt, som en af boligorganisationens elever afleverede til svendeprøve som ejendomsfunktionær. Karlo Kortsen opnåede topkarakteren 12 for det stykke arbejde.

"Vi opfordrer beboerne til at gemme brochure og bruge den til at slå op i efter behov," siger Gitte Bülow Light, "den er mere handi end den officielle beboermappe, som nye beboere modtager ved indflytningen."

Boligmiljø med tilbud og aktiviteter
Winnie Pedersen er ligesom Gitte Bülow Light medlem af Afdelingsbestyrelsen, men præsenterer sig som beboer, der efter 25 år i Bispehaven ikke kunne drømme om at flytte. Det har hun mange gode grunde til. Ikke mindst det aktive og sociale liv, som udfolder sig med centrum i boligafdelingens Trivselshus. "Vi passer på hinanden," tilføjer Winnie Pedersen.

For første gang arrangeres i år juleaften i Trivselshuset. Det er især et tilbud til beboere, som sidder alene juleaften, men alle har mulighed for at tilmelde sig.

Foreninger og aktiviteter har egne lokaler forskellige steder i bebyggelsen. Der er genbrugsbutik, åbne værksteder, idræts- og fitnessklubber, etniske foreninger, dans, børneklubber, lektiecafe, voksenundervisning, musikaktiviteter. Et rapstudie har for nylig haft besøg af Jan Gintberg i forbindelse med hans tv-udsendelser om udkantsområder.

Ved omtalen af syklubben får Birthe Marie Krogh Bech et bekræftende svar på, at hun der har mulighed for at sy gardiner fra tidligere bolig op, så hun kan bruge dem i sin nye bolig i Bispehaven. 

Birthe Marie Krogh Bech har tidligere boet i Bispehaven, men flyttede i 1985. Nu er hun tilbage og har en lejlighed sammen med sin søn Renee: "Det opleves som at være flyttet hjem."

Næste foredrag i Trivselshuset annonceres for de nye beboere. Det handler om at høre stemmer.

Andre brugere har skrevet

jorgen m. Olsen 26-11-2011 12:02
Man kunne også hjælpe dem , der ikke længere har penge til huslejen. Der ER lavet nye love til de problemer. En tvangs flytning kan være en meget barsk måde , at blive behandlet på , der kan være børn , der får en dårlig oplevelse. Det kan blive til en meget stor uoverksuelig gæld. Flere problemer.

Velkommen , og tvinges til at flytte. *Vi passer på hinanden*.

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Ole Nørgaard Madsen
Oprettet: 24. november 2011
Senest opdateret: 24. november 2011
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op