Udlændingeloven rammer resursestærk dansk familie

 | Beboerjournalist

Foto: Familien Tola endnu samlet i Rydevænget i Århus Vest

Hvis Vinne Tola virkeligt skal ud af Danmark inden 20. februar, betyder det, at hun må rejse fra sin mand med fast arbejde og fra deres døtre, der begge vil være læger i Danmark. Og det betyder, at det boligsociale arbejde i herredsvangområdet i Århus mister en værdsat arbejdskraft.

Af Ole Nørgaard Madsen

Vinne Tola bor sammen med sin mand Thomas og deres to døtre Christina og Daniella i Rydevænget i Århus Vest. Inden den 20. februar skal hun være ude af Danmark.

Grunden er ene og alene, at Vinne Tola i henhold til administration af en stram udlændingepolitik i Danmark skønnes at have mere tilknytning til Australien. Hendes mand og børn er alle tre danske statsborgere.

Tre måneder i Australien og tre måneder i Århus
Familiens tidsperspektiv er et halvt år. Efter tre måneder i Australien vil Vinne Tola kunne rejse tilbage til lejligheden i Rydevænget som turist i tre måneder. Fra Australien vil Vinne Tola kunne søge om dansk opholdstilladelse. Fremtiden står hen i det uvisse, hvis ikke Vinne opnår opholdstilladelse ved den klage, der er under behandling, eller ved en ansøgning efter tre måneder i Australien. 

Resursestærke døtre
Døtrene går i 8.og 9. klasse på Hasle Skole. De vil begge være læger. Thomas Tola fortæller med stolthed, at skolen har sagt, at de to piger kan blive, hvad de vil. Thomas Tola viser karakterblade, som dokumenterer, at karaterniveauet i hvert fald ikke vil være en hindring for at starte på gymnasium. For Christinas vedkommende sker der efter sommerferien. Hun kan bedst lide matematik, mens Daniella har svært ved at udpege et fag som det bedste.

De to piger er aktive i den lokale klub. Herfra lyder det: "Da pigerne har rigtigt mange resurser, vil det påvirke dagligdagen i klubben meget, hvis Christina og Daniella rejser, da de er store medspillere i vores integrationsarbejde."

Aktiv tilværelse i Århus Vest
Pigerne kom sammen med deres forældre til Danmark i 2008, hvor de bosatte sig i Århus Vest. Vinne Tola taler tydeligvis på alle fires vegne, når hun siger, at det er, som om de har været i Århus altid.

Efter de første fem måneder i Århus kendte Thomas Tola byen så godt, at han fik job som taxachauffør. Et job, han stadig har.

Vinne Tola vil også gerne have et job, og har kunnet få det. Men uden opholdstilladelse må hun ikke tage et job. I stedet er hun ifølge boligsocial medarbejder Anne Dalsgaard en skattet frivillig i Kulturhus Herredsvang. Hun ekspederer i Kulturhusets butik og hjælper med køkkenarbejde og i en række boligsociale kurser. Desuden har hun som frivillig hjulpet i lokalcentret for ældre, og hun har rakt en hjælpende hånd i det lokale klubarbejde. Vinne Tola er oprindeligt IT-uddannet.   

Et overset bord fanger
Thomas Tola kom til Danmark som irakisk flygtning i 1985. I 1989 bliver Thomas og Vinne gift på Københavns Rådhus med efterfølgende velsignelse af ægteskabet i Sct. Annæ Kirke. Thomas opnår danske statsborgerskab i 1991, og Vinne tidsubegrænset opholdstilladelse i 1992.  Da der den gang ikke er arbejde at få i Danmark, rejser de i 1992 til Australien, hvor Vinne's irakiske familie bor. Her bliver Christina og Daniella født. I 2004-08 opholder familien sig i Nordirak, hvor Thomas arbejder som translatør for et transportfirma.

I deres iver efter at forsørge sig selv overser familien, at udrejsen annullerer Vinne's danske opholdstilladelse. Og nu er Thomas' opholdstilladelse i Australien udløbet.

Er familien Tola den slags mennesker, Danmark ønsker at slippe af med ?

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Ole Nørgaard Madsen
Oprettet: 24. januar 2010
Senest opdateret: 17. marts 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op