Postkasser på afveje

 | Beboerjournalist

Foto: Her skal nu også være plads til en ’fremmed’ postkasse.

Som andre steder skal der flyttes postkasser i Ryhaven, som er en boligafdeling med tæt-lavt byggeri. Men i Ryhaven skaber det i særlig grad problemer og forvirring. Ud over forringet service i levering af morgenaviser.

Af Ole Nørgaard Madsen

Knap halvdelen af os 124 husstande i Ryhaven i det vestlige Aarhus skal have flyttet vores postkasse.

Dermed deler vi skæbne med ¾ million andre husstande i Danmark. Men alligevel med den forskel i forhold til de fleste andre, at vores boligafdeling er tæt-lavt byggeri med boligerne samlet i klynger omkring pladser i bebyggelsen.

Det betyder, at flere af os får postkassen placeret på et hus med en anden adresse end vores egen bolig.

Mere forvirring
I forvejen er det svært for andre end os selv at finde rundt mellem husnumrene i Ryhaven. Efter sigende skyldes husnummereringen i sin tid postvæsenet, men den virker ikke nødvendigvis logisk for andre med ærinde i bebyggelsen. Nu får forvirringen endnu en tand. Nogle boliger får nu to eller flere postkasser, mens andre huse fremover vil være uden postkasse i tilknytning til netop den bolig.

Desuden må der ikke i fem meter omkring en postkasse være noget, der kan genere trækken med en postcykel. Det betyder eksempelvis, at beboere i nogle tilfælde skal parkere egen cykel midt ude på en fællesplads ved brug for at stille cyklen fra sig.

Morgenavis
Som mange andre husstande kan vi ikke længere tømme postkassen blot ved at stikke en arm ud af hoveddøren. Pyt med posten. Den smule, man får af det, kommer alligevel som vinden blæser. Men det er træls, at man ikke længere kan snuppe sin morgenavis blot ved at åbne entredøren.

Flytningen af postkasser skyldes en lovgivning, som PostDanmarks privatkundechef Henrik Larsen ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten tilsyneladende fralægger sig postvæsenets ansvar for. Samtidigt påpeger han, at flytningen af postkasser ikke kun er en fordel for postvæsenet, men også for andre distributører, der uddeler materiale som f.eks. avis.  

Men har aviser og andre krævet dårligere leveringsservice?

Særlige hensyn
Det er dog ikke alle steder, der sker serviceforringelse som følge af lovgivningen om postkassers placering. Der kan ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten være særlige hensyn i landområder. Derfor bliver det for nogle i landområder muligt at flytte postkassen tættere på boligen.

Særlige hensyn bør også kunne påberåbes i et tæt-lavt boligområde som Ryhaven, hvor de nye regler kommer til at virke på en måde, der vist ikke har været meningen med loven om postkasseflytninger.

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Ole Nørgaard Madsen
Oprettet: 13. august 2011
Senest opdateret: 15. august 2011
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op