Når duft gør syg

 | Beboerjournalist

At bo tæt kan udfordre livet for duft- og kemikalieoverfølsomme beboere. Heldigvis bor jeg i en boligafdeling, hvor mange tænker på sundhed og miljø.

Ann-Charlotte Klitgaard

Op mod 50.000 danskere oplever i større eller mindre grad gener fra dufte og kemikalier. Jeg er selv ramt af duft- og kemikalieoverfølsomhed, mcs, og bliver påvirket af selv små doser duftstoffer og kemikalier. Når jeg cykler forbi boligkarréen længere nede af vejen, kan jeg blive svimmel og utilpas på afstand. Min egen boligafdeling, afd. 30 Ringgården, dufter mere neutralt. De færreste vasker i Biotex, Ariel og stærke skyllemidler, da mange tænker på sundhed og miljø.

At bane sig vej
Jeg har min egen vaskemaskine, men har ind imellem brug for vaskeriets tørretumbler. Den kan jeg kun bruge, hvis der forinden ikke har været tørret duftende vasketøj. Jeg spurgte vores afdeling, om vi kunne vedtage kun at bruge neutrale og miljøvenlige vaskemidler i vores fælles vaskeri. Det ville ligge helt i tråd med Andelssamfundets bæredygtige værdier (vi er en almennyttig boligafdeling bygget i samarbejde med Andelssamfundet i Hjortshøj).

Afdelingsbestyrelsen undersøgte sagen og meldte tilbage, at der i reglerne for det almene boligbyggeri ikke var mulighed for forbyde beboerne bestemte vaskemidler.  Men hvis vi selv kan blive enige, var det ok. Her kan et automatiske sæbedoseringsanlæg, som anvender svanemærket og parfumefrit vaskepulver, være en løsning, hvis vi i afdelingen kan blive enige om at købe eller lease et.

Naboskab på prøve
Her i afdeling 30 har jeg  indtil videre haft held til at spørge enkelte beboere om hensyn. Vi har  snakket om det på vores bo-gruppemøder, og der er stor forståelse og opbakning. Mange af beboerne vælger allerede økologiske neutrale mærker af hensyn børn med eksem osv. Men de bemærker, at det kan være begrænsende at skulle gå efter bestemte mærker, hvis man f.eks. går efter  de billigste tilbud eller hvis Anglemarken er udsolgt den dag, man står i brugsen og skal skynde sig videre. Nogle få nævner, at det altid er lidt træls at få den personlige frihed sat under begrænsning.

Når nye beboere flytter ind, skal jeg så i gang med mine bønner igen. Det kan opleves energikrævende og grænseoverskridende at skulle på jagt efter nye beboere for at præparere dem ang. deres personlige vaner!  Det ville rart, at der var nogle regler, så det ikke blev en privat sag mellem os.

Skal den syge bestemme det hele?
Rengøringen af fælles arealer kan også være konfliktfyldt. Her bor vi i rækkehuse, så på vej ind i vores huse skal vi ikke dele luften med naboen (med mindre naboen har tørrestativ ved huset).

Men vi har et flittigt benyttet fælleshus. Selv om duftende rengøringsmidler selvfølgelig damper af ved udluftning og brug, lægges der ved gentagen rengøring lag på lag en "dufthinde", som påvirker en duftoverfølsom

Som en del af rengøringsholdet slog jeg her et slag for at få afskaffet duftende rengøringsmidler. Vi brugte i forvejen den naturlige Ecouvér, med citronduft, som kan give allergiske reaktioner.

"Skulle jeg nu bestemme det hele? Ku´da ikke passe, at jeg skulle dirigere alle de andres adfærd..!?"

Men efter forståelige udbrud gør vi nu i dag alligevel rent i neutrale Anglemark mærker. Så jeg kan stadig passe min rengøringstjans , og jeg kan komme til spiseklub og møder.

Landsdækkende duftpolitik?
Nej, det ville gøre livet så meget enklere, at der fra myndighederne side lå en tydelig duftpolitik for boligafdelingerne.  Som den der langsomt baner sig vej ind i det øvrige offentlige rum med hospitaler, børnehaver m.m. Når især fælles områder er neutrale, så kan duftoverfølsomme, astmatikere, "migrænikere" og andre med sarte slimhinder benytte fælles faciliteter (som vi også betaler til!) uden at blive syge.

Få årtier tilbage var rygning opfattet som en privatsag. Men undersøgelserne viste, at passiv rygning var farligt - og derfor ikke længere kunne betragtes som en privatsag. Det samme håber jeg sker mht. stærke dufte. Undersøgelser afslører, at vi lever med en cocktail af farlige stoffer - herunder mange i duften fra kosmetik, rengøringsmidler osv. Duft-radiussen holder sig jo ikke indenfor en "privatzone", men påvirker efterhånden op mod 50.000 danskere i mildere til invaliderende grad.

Duftpolitik har været behandlet i Folketinget marts 2010

Se links:

http://www.24.dk/article.jsp?articleId=8056

Se evt. Miljøministeriets vis hensyn-kampagne:

http://www.luften.dk/

+ Miljøministeriets side om rengøring i hjemmet, undgå duftfriskere m.m.

http://www.mst.dk/Borger/Temaer/Hjemmet/Rengoeringsmidler/

Andre brugere har skrevet

Winnie Laybourn 14-10-2010 09:45
Også jeg har MCS (Multiple Chemical Sensitivity, på dansk ofte kaldet duft- og kemikalieoverfølsomhed).
Jeg kender alt for godt til de problemer, som beskrives af Ann-Charlotte Klitgaard. Derfor har jeg nedenstående skrevet min egen historie om at bo i almennyttigt boligbyggeri.

Boligforhold frem til 2004

Frem til april 2004 boede jeg i Tingbjerg i København. Der havde jeg boet siden 1969. Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville blive nødvendigt for mig at flytte, men ca. midt i 1990’erne kom der i lejligheden under mig en lejer, der hver dag gjorde hele sin lejligheden ren i Ajax. Det gjorde mig syg, for dampene fra rengøringsmidlet trak op gennem revner og sprækker til min lejlighed og ind ad mine vinduer, når underboen åbnede sine.
I 1996 fik vi nye køkkener – ikke noget, man kan fravælge, når man bor til leje. Sådanne køkkenelementer er lavet af spånplade, lim, finér og der fuges med silicone. Der blev også sat glasvæv op og malet ovenpå. Klæber til glasvæv indeholder formaldehyd. Jeg blev voldsomt syg. Fra at have været i stand til en gang om ugen at kunne klare at købe ind og køre med offentlig transport, kunne jeg nu ingenting. Min mand måtte klare alt.
Underboen flyttede, og en ny familie flyttede ind. Altid larm og ballade, samt masser af tobaksrøg steg nu op i lejligheden.
Endnu en ny familie flyttede ind. De brugte såkaldte luftfriskere (gelé, der afgiver duftstoffer = kemikalier) i alle rum, og masser af parfume, og de lavede mad på en primus i lejligheden. Det var nu så slemt, at jeg måtte lukke min brevsprække til, for der kom også lugt ind fra opgangen. Nu kom der perioder, hvor jeg ikke kunne åbne køkkenvinduet i flere døgn pga. lugt fra underboen, når de havde vinduet stående åbent.

Ingen forståelse fra boligselskab og huslejenævn

Sammen med to andre familier i opgangen, der i alt var på seks familier, klagede jeg over lugtgenerne.
Huslejenævnet, som man kan klage til, kom og så på sagen, men deres eneste handling var at bede underboen tage hensyn og bede dem fjerne de såkaldte luftfriskere fra alle rum. Det skete ikke, for duftene ”beskyttede dem mod onde øjne”. Kommentaren fra boligselskabets (FSB) repræsentant var, at ”hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, må man flytte”. To af de klagende familier er flyttet, heraf min mand og jeg.

Ingen hjælp fra det offentlige - flytning

I 2003 søgte jeg derfor Københavns Kommune om hjælp til at finde en egnet bolig. Det ville kommunen ikke hjælpe med. Jeg måtte derfor finde den næstbedste løsning: et lille 2-værelses enderækkehus i Jyllinge (Gundsø Kommune).
Min mand blev boende i Tingbjerg, for vi håbede på, at når jeg flyttede ind i den 2-værelses, så ville der nok ikke gå lang tid, før jeg på den interne venteliste kunne komme i betragtning til en 3-værelses bolig i et plan. Vi var flere gange blev tilbudt 3 værelser, men i 2 plan. Hverken min mand eller jeg kan pga. andre handicaps klare at gå på trapper flere gange dagligt. Et par gange er vi blevet tilbudt en 3-værelses bolig i ét plan, men den har ligget mellem to andre boliger, og for mig er det for farligt med evt. duftende eller rygende nabo til begge sider. Det allerbedste ville være eget hus, så jeg kunne komme så langt fra naboer, som muligt.

Boligproblemer fra 2004

Det er meget svært at bedømme, om man kan tåle en bolig, før man bor i den. Den tidligere beboer i min nye bolig i Jyllinge brugte mange duftstoffer, men røg heldigvis ikke. Jeg håbede, at duftstofferne ville forsvinde, når beboerens ting blev fjernet samt med grundig rengøring, tapet og maling. Efter istandsættelsen ventede jeg yderligere en måned med at flytte ind i håb om, at maling m.m. så ville være afgasset.

Sengen blev stillet med hovedgærdet op mod den ene væg. Men der kunne jeg ikke få luft. Fik et voldsomt astmaanfald, og midt om natten måtte jeg vende sengen, så den stod med hovedgærdet op mod vinduet, som så måtte stå åbent om natten. Det gør det stadig efter snart 6 år i boligen, undtaget når der er noget i udeluften, jeg ikke tåler(f.eks. brænderøg, fyrværkeri, bål, parfume). Duftstofferne fra den tidligere beboer er stadig i boligen og generer mig, når jeg ikke kan have gennemtræk, dvs. hele vinteren.

Efter indflytningen opdagede jeg en vandskade under køleskabet. Iflg. den af ejendommen på det tidspunkt benyttede tømrer, måtte skaden have stået på i ca. 7 år. Boligselskabet nægtede og nægter at gøre noget ved skaden, ligesom det heller ikke vil undersøge korrekt for skimmelsvamp, trods råd i gulvbrædderne på dette sted og trods en mikrometertest, der viser forhøjet antal skimmelsporer på dette sted, oven i købet efter afvask af gulvet.

Heller ingen hjælp at hente i min nye kommune

I 2006 søgte jeg min nye kommune om hjælp til at finde en bedre egnet bolig, eller om renovering af vores nuværende bolig. Det blev afvist. Jeg klagede, og Det Sociale Nævn hjemviste sagen, da den ikke var ordentligt belyst. Følgelig sendte kommunen i 2008 en ingeniør hjem til mig. Hans opgave var at bedømme, om min bolig var opført af godkendte materialer. Selvfølgelig var den det, da det er et alment nyttigt boligselskab (KAB), der har bygget den.
Jeg spurgte ingeniøren om, hvordan boligen kunne renoveres, så jeg måske kunne tåle den. Han kom med nogle forslag, men sagde, at det ikke var den opgave, han havde fået beskrevet af kommunen. Det ville i så fald blive en anden sag, der skulle betales separat. Han havde heller ikke af kommunen fået til opgave at bedømme boligen i forhold til de for mig problematiske stoffer, der afgasser i min bolig, eller i forhold til de lugtgener, der gennem revner og sprækker kommer ind i min bolig fra naboen. Det skal dog siges, at min nabo virkelig forsøger at tage hensyn.
Der blev således i det nye afslag fra kommunen lagt vægt på, at min bolig er opført af lovlige materialer, hvorfor kommunen ikke vil hjælpe, hverken med renovering eller ny bolig. Kommunen ville dog, hvis jeg selv sørgede for at få brækket gulvet op i køkkenet og entréen, hvor gulvet er sunket, gerne betale for en undersøgelse under gulvet. Jeg har bare ikke økonomiske midler til at få brækket gulvet op, og hvor skal min mand og jeg opholde os imens? Jeg kan ikke være i boligen, når der er håndværkere i længere tid, og hvis der under arbejdet bliver frigivet skmimmelsvampesporer til indeklimaet. Set fra boligselskabets side, vil en sådan handling være misligholdelse af boligen.

Nye vinduer, karme og bundstykker = afgasning af terpener

Sommeren 2008 fik vi nye vinduer, karme og bundstykker (fremover samlet benævnt som vinduer). Jeg bad boligselskabet om lov til at beholde de gamle. Det kunne ikke lade sig gøre. Da de nye vinduer ankom, kunne jeg ikke få luft, selv udendørs på et par meters afstand fra dem. Entreprenøren gav lov til, at vores vinduer blev opbevaret en måned i ejendommens containergård, så de kunne afgasse, inden de skulle monteres hos os.
Så oprandt dagen, da vinduerne skulle monteres. Selv efter en måneds afgasning, kunne jeg udendørs ikke få luft, når jeg nærmede mig vinduerne. Selve rammerne og karmene er indvendigt lavet af fyrretræ, der er malet. Bundstykkerne er lavet af mahogni, der er oliebehandlet. Begge træsorter er et mareridt for mig, der slet ikke tåler terpener, som afgasses fra træet og olien.
Jeg bad vores ejendomsmester om at undgå at få isat vinduerne pga. min sygdom MCS og astma. Hans svar var, at man i et almennyttigt boligselskab ikke kunne tage individuelle hensyn, og at det var kommunens opgave at sørge for boliger til sådan nogle, som mig. Han havde jo ret, men det er jo lige netop det, som ingen kommuner vil gøre!

Nu, to år efter montering af de nye vinduer, er de stadig ikke afgasset. Bundstykkerne var jeg nødt til at beklæde med tape med aluminiumbelægning, ellers havde jeg nok ikke siddet her i dag. Jeg er stadig generet af afgasninger af terpener. Et helt år havde vi gennemtræk, så meget det lod sig gøre i forhold til udefrakommende stoffer. Vi frøs bravt om vinteren.

Et stort behov for boliger til personer med MCS

Desværre kender jeg til mange andre med MCS, der heller ikke har en egnet bolig, og derfor får forværret helbredet unødigt. Men ikke nok med det, så er der også flere med MCS, der slet ikke har en bolig.
Derfor er der et meget stort behov for at der bygges egnede boliger til os med MCS, eller man kunne gennemrenovere nogle af de eksisterende boligblokke og gøre dem til boliger udelukkende for personer med MCS. Det kunne man jo gøre med nogle af de boligblokke, som mange boligselskaber er så ivrige efter at jævne med jorden.

Find yderligere information om MCS på www.mcs-danmark.dk
Mette Toft 15-10-2010 15:32
Om boligsituationen for MCS-ramte se eventuelt også disse to artikler på www.mcsfokus.dk:

http://mcsfokus.dk/mette-toft/stort-behov-mcs-egnede-boliger

http://mcsfokus.dk/mette-toft/videnskabeligt-funderet-mcs-boligprojekt-snart-en-realitet
mygind 19-10-2010 04:38
Fra tid til anden kan det vel være nødvendigt om man er selv er egnet til at bo i en almen bolig og derfor måske søge i helt andre retninger

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Ann-Charlott Klitgaard
Oprettet: 1. oktober 2010
Senest opdateret: 1. oktober 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op