Læring gennem frivilligt arbejde

 | Beboerjournalist

Foto: Annette Auken Andreassen og Gordon Vicenti.

Et partnerskab mellem kommune og uddannelse giver frivilligt arbejde i et boligområde og gevinster for uddannelse. Endda med så stor succes, at projektet allerede efter et halvt år modtager en pris. Ideen kan udbredes til andre uddannelser og til alle andre lokalsamfund.

Af Ole Nørgaard Madsen

På mindre end et halvt år har et partnerskab om at skabe tryghed beriget et udsat boligområde med 40 nye frivillige i boligsocialt arbejde.

Socialrådgiveruddannelsen på VIA University College har i et partnerskab med Aarhus Kommune formået at motivere 40 studerende til frivilligt arbejde i den almene boligafdeling Bispehaven i det vestlige Aarhus. Partnerskabet er bakket op af Frivilligcenter Aarhus og Østjysk Bolig

De studerendes indsats har allerede gjort partnerskabsprojektet fortjent til at modtage tryghedsprisen for 2012, som tildeles af organisationen "Den Trygge Kommune".

Anerkendelse af studerende
"Det er først og fremmest en anerkendelse af de studerendes indsats og en fortjent opmuntring til de studerende, som selv kører projektet," siger Annette Auken Andreassen, underviser på socialrådgiveruddannelsen.

"Men vi glæder os da over at modtage skulderklap fra kolleger i anledning af prisen," indrømmer en smilende Gordon Vicenti, der også som underviser støtter de studerende,

Begge undervisere udtrykker tilfredshed med den synlighed, prisen giver et projekt, der bringer uddannelse tæt på praksis og integrerer praksis i uddannelse.

Gordon Vicenti understreger, at de studerende selv vælger deres frivillige opgaver i samspil med lokalområdet: "Der er ingen styring fra vores side, og de studerende skal netop ikke ud og være socialrådgivere. Det er som frivillige, de henter erfaringer og kompetencer."

Mange former for læring
"Gennem træning som frivillige får de studerende teori og praksis til at hænge sammen," præciserer Annette Auken Andreassen og tilføjer: "Med skolen som aktiv medspiller, - og med sparring også fra kommunens professionelle."

I det frivillige arbejde møder de studerende samarbejde med mange forskellige professionelle og med mange andre frivillige. "Det udvikler kompetencer og færdigheder," forklarer Gordon Vicenti, "og de studerende kombinerer erfaringer og faglighed på en helt naturlig måde." Ved at være inddraget i projektets faglige og andre arrangementer lærer de studerende mundtlig formidling ved at kaste sig ud i det. De studerende lærer ikke kun at beskrive og kortlægge behov for aktiviteter, men også at skrive brugbart. Og de høster erfaringer fra samarbejde med vidt forskellige parter.

Begge undervisere udtrykker stor tilfredshed med partnerskabsaftalen. "Organisatorisk betyder partnerskabet et netværk med store gevinster også for uddannelsen," fremhæver Annette Auken Andreassen: "Vi får gæsteundervisere fra praksis, værdifulde kontakter til praksis, emner til de studerendes undersøgelser og projekter og ikke mindst mange former for læring af betydning for senere arbejde som socialrådgivere."

"I det frivillige arbejde møder de studerende andre som mennesker, - og udfordres i at bygge kontakter for at løse en opgave, - som f.eks. at plante tulipanløg i boligområdet," lyder det fra Gordon Vicenti.

Andre lokalsamfund med
Annette Auken Andreassen og Gordon Vicenti har allerede haft henvendelser fra andre områder end Bispehaven. "Ud over at passe den allerede plantede blomst, vil vi gerne plante flere," forsikrer Gordon Vicenti, "men det sker gennem partnerskabet med Kommunen." 

"Projektet kan udvides til flere boligområder, - især hvis der kommer flere uddannelser med. Og det begrænser sig ikke til boligområder med behov for boligsocialt arbejde. Det handler om arbejde i lokalsamfund hvor som helst." slutter Annette Auken Andreassen

Se også http://www.beboerbladet.dk/beboerne-skriver/artikler-fra-beboerjournalister/samarbejde-for-boligsocial-tryghed-og-faglighed


 

 

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Ole Nørgaard Madsen
Oprettet: 2. februar 2012
Senest opdateret: 3. februar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op