Kommunale tilskud går uden om almene boliger
| Beboerjournalist
Foto: Et alment ’Trivselshus’ – også hjemsted for fritidsaktiviteter.
Det almene boligdemokrati forbigås ved kommunale midler til
foreningsaktiviteter. Alligevel kan det almene 'foreningsliv' måske
få noget ud at søge. Men dialogmøder er måske det rette forum for
at drøfte politisk ligestilling for beboerdemokratiske aktiviteter
i forhold til kommunale tilskudsordninger og støttepuljer.
Af Ole Nørgaard Madsen
Familieaktiviteter spiller en central rolle i mange almene
boligafdelingers frivillige arbejde. Og den almene boligsektor har
ideer til, hvordan familier dyrker fritidsinteresser på samme tid -
enten sammen eller hver for sig.
Derfor må det være en smal sag at stille op med projekter i en
konkurrence om midler til at afprøve en ide om fritidsaktiviteter
for hele familien.
Sådan en konkurrence er netop udskrevet af Århus Kommune i
samarbejde med Folkeoplysningssamvirket i kommunen og Århus i
Forening, der er et partnerskab mellem Kommunen, Idrætssamvirket,
DGI Østjylland og ÅrhusUngdommens Fællesråd.
Der er præmier på 75.000 kr., 50.000 kr. og 25.000 kr. til de
tre bedste projektforslag. Og 10 andre projekter modtager tilskud
på 10.000 kr. til opstartsomkostninger i forbindelse med
familieaktiviteter.
Boligorganisationer udenfor
Hagen ved sagen er bare, at "Kun godkendte folkeoplysende
foreninger og aftenskoler eventuelt i samarbejde med andre aktører
kan søge ---".
Undersøgelser fra Det Boligsociale Fællessekretariat i Århus
tyder på, at konkurrencen om familieaktiviteter ikke er det eneste
eksempel på, at kommunale tilskudsordninger og puljemidler går uden
om beboerdemokratiske aktiviteter i almene boligafdelinger.
Det går især ud over udsatte bydele, hvor fattigdom og en
beboersammensætning med mange børn og unge ofte begrænser det
foreningsliv, som tilskudsordninger og puljer henvender sig til. De
frivillige resurser til at skabe fritidsaktiviteter ligger i det
beboerdemokratiske fællesskab repræsenteret ved
afdelingsbestyrelser og udvalg med f.eks. aktiviteter som
formål.
Et konkret forsøg på at være med
Boligselskabet Præstehaven forsøger konkret at gøre
opmærksom på den almene boligsektors 'foreningsliv'. Med 'Aktiv
Århus Puljen' har Århus Kommune afsat 9 mill. kr. til
"---faciliteter, ruter, redskaber, installationer m.v. i det
offentlige byrum, byens parker og grønne områder, som fremmer
sundhed, bevægelse og motion." Boligselskabet har på vegne af en
boligafdeling ansøgt om midler fra denne pulje til multibane,
motionsanlæg og rekreativt opholdsareal på boligafdelingens
fællesareal.
Kommunen har bekræftet modtagelse af ansøgningen og meddelt, at
den vil blive forelagt bedømmelseskomiteen.
Det hører med til historien, at projektet også har til formål at
skabe fællesskaber på tværs af boligform og forebygge isolering af
den almene boligafdeling i forhold til de omgivende
ejerboligkvarterer. Det skal ske ved markering af offentlig adgang
til anlægget og ved tilbud til ejerforeninger om
fællesarrangementer som f.eks. sankthansfest på det planlagte
rekreative anlæg.
Politisk initiativ på dialogmøder?
Politisk kunne kommunale tilskudsordninger og støttepuljer
måske drøftes på styringsreformens dialogmøder med kommunen for at
synliggøre det boligdemokratiske foreningsliv og ligestille det med
andet frivilligt arbejde?