Hjælp til natteravne og dagkrager

 | Beboerjournalist

Foto: Gitte Light og Pernille Katberg drøfter aktiviteter

Dagkrager er dukket op blandt natteravne i Bispehaven i Aarhus. Og 'fuglene' med de gule jakker får støtte fra Lions' Club til aktiviteter i deres arbejde for børn og unge

Af Ole Nørgaard Madsen

 

Lions' Club kvitterer i december med 10.000 kr. til aktiviteter for børn og unge efter et besøg i Bispehavens Trivselshus i det vestlige Aarhus. Det sker efter foredrag af  leder for natteravnene Gitte Bülow Light om det frivillige arbejde for børn og unge på udebane.

 

Men allerede i januar kommer 25.000 kr. mere fra Lions Club som andel af en samlet støtte på 50.000 kr. til natteravne i Aarhus Vest.

 

Planer om nye tilbud til børn og unge

Gitte Bülow Light lægger ikke skjul på sin begejstring: "Pengene giver os mulighed for aktiviteter, der er hårdt brug for. Og vi oplever da også den positive holdning fra Lions' Club som en dejlig opmuntring og et anerkendende skulderklap."

 

Det ligger fast, at en del af pengene skal bruges til at gentage besøg på anlægget 'Sprækkebjerg' med forhindringsbaner, som ifølge Gitte Bülow Light er både fysisk og pædagogiske velegnet til især drengene. Arbejdet med planer om nye aktivitetstilbud er gået i gang. Det koordineres i et samarbejde mellem Gitte Bülow Light og Pernille Katborg, der er ansat som koordinator i Trivselshuset.

 

Både Gitte Bülow Light og Pernille Katborg lægger vægt på, at der blandt nye tilbud er aktiviteter målrettet piger. Og begge er enige om at tilgodese formål knyttet til Bispehavens 'Dagkrager'.

 

'Dagkrager'

Dagkragerne indgår i Bispehavens natteravneprojekt. De bærer natteravnenes gule jakker. Og de følger reglerne for natteravne: De går tre sammen og bruger dialog som redskab uden nogen form for fysisk indgriben. Men de foreløbigt 12 dagkrager i Bispehaven går ud om dagen mellem kl. 12 og 14 to til tre gange om ugen.

 

Pernille Katborg forklarer, at det startede i juni 2010. "En del børn og unge går om dagen rundt i området uden SFO og fritidstilbud," fortæller hun. "Fordi det er for dyrt at deltage i, "skyder Gitte Bülow Light ind. "Vi prøver at få børnene med i Trivselshuset. Det betyder, at vi får børn og unge med i Trivselshusets aktiviteter, vi ikke har set før." fortsætter Pernille Katborg. "Og de bliver ved med at komme i Trivselshuset," supplerer Gitte Bülow Light.

 

Fællesskab og frivilligt arbejde

Alle dagkrager er kvinder. Det startede i Trivselshusets systue for somaliske kvinder. "Vi kombinerer kvindernes ønske om at deltage i et fællesskab med behovet for frivilligt arbejde som synlige voksne for børn," lyder det fra Pernille Katborg.

 

"I sjov kaldte vi det for 'dagkrager', "mindes Gitte Bülow Light. Men udtrykket blev hængende. Ikke mindst fordi det voldte sproglige kvaler ligesom 'rødgrød med fløde'. "Det blev der grinet meget af, og det må gerne også være sjovt," forsikrer Gitte Bülow Light og Pernille Katborg samstemmende.

 

Arbejdet med natteravne som dagkrager skal evalueres til sommer. "Men ideen er også taget op i Odense, og den er på vej i København," slutter Pernille Katborg.                 

Andre brugere har skrevet

Simone 23-01-2011 10:59
Hej

Godt med natteravne og endnu bedre med dagkrager. Vi har også brug for voksne om dagen, der kan hjælpe børnene.

Hilsen
Simone fra Aarhus

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Ole Nørgaard Madsen
Oprettet: 19. januar 2011
Senest opdateret: 27. januar 2011
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op