Foreningernes Hus i Gellerup klar til indvielse
| Beboerjournalist
Lokale kræfter udsmykker Foreningernes Hus i Gellerup. Her David Ramirez.
Den færdige indretning af Foreningernes Hus i Gellerup markeres
af indvielsesfest med kendte kræfter fra lokalområdet. Grundlaget
for Foreningernes Hus er de lokale foreningerne og samarbejde i det
lokale foreningsliv, som gerne tager mod politikere til debat i
Huset. Økonomisk bygger Foreningernes Hus på projektbevilling fra
Landsbyggefonden. Det giver politikerne fire år til at finde penge
til at sætte Foreningernes Hus på en konstruktiv
'ghettoplan'.
Af Ole Nørgaard Madsen
Fredag den 29.oktober indvies Foreningernes Hus i Gellerup med
fest og farver, taler, multikulturel underholdning ved kendte
lokale kræfter og international buffet fremstillet af lokale
beboere og brugere af Foreningernes Hus.
Det sker alt sammen parallelt med, at Folketingets partier på
Christiansborg har travlt med at overgå hinanden i at bekæmpe
'ghettoer', og herunder Gellerup.
Indvielsesfest med stærke kræfter
Indvielsesfesten byder på palæstinensisk folkedans ved Frihedens
Trin med mange års optræden rundt omkring landet, indisk Bollywood
dans ved Apsaras omtalt i flere tv-programmer, forestilling af det
lokale Cirkus Tværs, der har optrådt i hele Europa, og koncert med
pigegruppen 8210 kendt fra x-faktor.
Talerne leveres af byens borgmester, dens viceborgmester med
bolig i Gellerupparken, samt den lokale områdechef for skoler og
daginstitutioner og Brabrand Boligforenings næstformand.
Repræsentanter fra det lokale foreningsliv besvarer spørgsmål.
Slagets gang ledes af kaospilot Ouafa Rian med eget
konsulentfirma og med en fortid som byrådsmedlem og studievært og
programudvikler på DR.
Per Thomsen er leder af Foreningernes Hus. Midt i travlheden med
at gøre alt klar til indvielsesfesten glæder han sig til markering
af, at Foreningernes Hus er sat endeligt i stand. "Huset skal
styrke foreningerne i området," siger Per Thomsen, "og det sker på
grundlag af foreningernes egne formuleringer af behov og brug."
Samarbejde om brug af Foreningernes Hus
Arbejdet med at gøre Foreningernes Hus klar til brug har
stået på et år. Og huset er taget i brug af det lokale
foreningsliv.
Per Thomsen blev ansat af Brabrand Boligforening til opgaven den
1. november 2009. Ud over indretning af huset skulle samarbejdet
med kommunen, boligsociale aktører og andre samarbejdspartnere
afklares. Og ikke mindst skulle der skabes kontakt til det lokale
foreningsliv.
Et dagseminar med de lokale foreninger sidst i januar 2010
sætter fokus på, hvordan huset kan bruges. Foreningerne udtrykker
behov for at få fast adresse i huset og for at kunne benytte huset
og dets faciliteter uden udgifter. Regler for Husets brug er
formuleret i samarbejde mellem foreningsrepræsentanter på grundlag
af en konference med deltagelse fra 25 foreninger.
Den gang i januar lufter foreningerne en ide om at få politikere
på besøg i huset til debat. Per Thomsen oplyser, at der
allerede har været flere besøg af politikere og myndigheder. Han
efterkommer gerne ønsker om fortsatte besøg og tilføjer: "Det
gælder også foreningernes ønske om, at Foreningernes Hus er en
talerstol udadtil."
Vilkår for foreningsliv og frivilligt arbejde
Foreningernes Hus i Gellerup skal gøre det lokale
foreningsliv synligt og give det frivillige arbejde bedre vilkår.
For Per Thomsen er det også vigtigt, at huset byder på
fællesarrangementer på tværs af foreningerne, og at det bliver et
samlingshus for alle beboere i området.
Økonomisk er Foreningernes Hus bygget op ved en projektbevilling
fra den almene boligsektors Landsbyggefond. Det giver politikerne i
Århus Byråd og på Christiansborg tre-fire år til økonomisk at sikre
Foreningernes Hus som en del af en konstruktiv
'ghettopolitik'.
| Sideansvarlig: |
Ole Nørgaard Madsen |
| Oprettet: |
27. oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
27. oktober 2010 |