Et brag af en høstfest på frivillighedsdagen i Gersagerparken
| Beboerjournalist
170 glade beboere var mødt op til høstfest på frivillighedsdagen
den 30. september. Hele dagen var forinden gået med, at pynte op.
Telte var rejst. Kulørte lamper afprøvet. Som til en rigtig
høstfest i gamle dage, var der dekorative markredskaber og
halmballer, leveret af Anne-Marie fra Greve Boligselskab.
Af Preben Husted Foto: James Steen Pedersen
Stemningen var høj fra morgenstunden, og i køkkenet knoklede
aktivitetsudvalgets damer og frivillige fra klubberne, samt Gitte
der havde brugt en afspadseringsdag fra arbejdet for at give en
hånd med. Der skulle bl. a. skrælles 25 kg. løg og snittes masser
af tomater, agurker og salat. Alt var imidlertid klappet og klart
til åbningen kl. 18.00, hvor formanden for aktivitetsudvalget i
Gersagerparken, Niels Kjøller, bød velkommen.
Tidligere borgmester René Milo var med til at gøre
frivillighedsdagen til noget helt specielt. Han var generalen der
styrede sine tropper i grillteltet fra tidlig formiddag til sen
aften. René stod for den kulinariske del af
frivillighedsdagen.

Sammen med formand Preben Husted og bestyrelsesmedlem Leif Bräuer
blev der rakt hundredvis af grillanretninger over disken til de
mange festdeltagere.

Menuen stod på steg, bøffer, revelsben og pølser, med masser af
grønt. Alt gik planmæssig og som René udtalte " et sådan
arrangement kan simpelt hen ikke lade sig gøre, hvis ikke der er
struktur på logistikken" Et formidabelt stort frivillighedskorps er
der i Gersagerparken. "det er flot, at alle hjælper alle, det er et
skoleeksempel på hvad et boligselskab kan udrette, hvis man vil og
sætter alle kræfter ind."

Det skal selvfølgelig også fremhæves, at Bilka støttede op om
frivillighedsdagen i Gersagerparken. Bilka havde sponsoreret alle
råvarer til bespisningen af beboerne og de mange frivillige. Denne
støtte var uvurderlig for arrangementets gennemførelse.
Det frivillige arbejde er en bærende kultur i Danmarks almene
boliger. Frivillige hænder er en af hjørnestenene i boligområderne,
her hjælper beboerne hinanden. Den nationale frivillighedsdag er et
godt initiativ, der forhåbentlig vil være med til at rette fokus på
den store frivillige indsats, som tusindvis af beboere gør i de
almene boliger og som vil inspirere andre til at deltage i det
frivillige arbejde i fremtiden.
Frivillighedsdagen og høstfesten sluttede ved midnat. Alle var
trætte men meget glade for forløbet. Karsten og Christian holdt
nattevagt. Lørdag formiddag stod i oprydningens tegn, igen
selvfølgelig udført af de frivillige, dog med hjælp fra de flittige
ejendomsfunktionærer i de to afdelinger.
I øvrigt bød arrangementet på en nyskabelse. Der var indført pant
på ølglassene af miljømæssige hensyn. Helt klart en nyskabelse, der
er kommet for at blive. Der var ikke mange henslængte plasticglas
at samle op næste formiddag.
Jo, Gersagerparken er på alle måder et godt sted bo.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
4. oktober 2011 |
| Senest opdateret: |
5. oktober 2011 |