Af G. Adam Comah, beboerjournalist
Væddernes tragedie startede, da en stemme fra
Himmelen standsede en hvidskægget mand, der ville ofre sin søn, og
gav ham i stedet for lov til at slagte et uskyldigt lam. Siden da
har denne ritual været en konstant trussel mod al får, der bliver
ofret for menneske skyld, selv om for længere siden et lam
har givet sit liv som betaling for menneskers synder, siger
Johannes Døberen.
En ung vædder oplevede et pludseligt
ejerskifte, da den blev solgt af en grådig landmand til en buttet
købmand, der havde et grønt reb samt en skarp kniv hængende på sit
bredt bælte. Manden tvang sit nye offer hensynsløs ind på en
stinkende lastvogn, og kørte den ud til sin have. Han kaldte på sin
kone, som kom ham til undsætning, og til sammen bandt de vædderen
med et tykt tov ordentligt
Selv om dyret ikke var sulten,
startede den nye ejer at fodre vædderen med tørt græs, der
formentlig var slået i sidste sommer, siger vædderen.
Vædderens oldefar har en gang sagt til
sin flok " følg de mennesker, der søger sandheden og flygt fra dem,
der tror har fundet den." Denne mand så ud som om han
allerede havde fundet sandheden, tænkte vædderen.
Manden skrabede sig grundigt i skægget, og med
et falsksmil kom han tæt på dyret, der efterhånden fik mistanke
om, at der måtte vente den en ukendt skæbne. Mistanken blev
bestyrket, da købmandens kone en aften gjorde et tegn, der kunne
betyde " at slagte."
Vædderen mistede gradvis sit appetit, og så
bleg og desorienteret ud. Nogle gange nægtede den at spise, hvad
vakte vrede hos købmanden.
Den begyndte at tænke over, hvor lang tid var
der tilbage af livet. Det føltes underligt, fordi det var det
første gang, at en som mig gjorde sig tanker og overvejelser om liv
og død, siger vædderen. Vædderen fik tåre i øjnene, da den tænkte
på, "om det var retfærdigt, at jeg skulle betale med mit liv for at
frelse andre, " siger den.
Vædderen lukkede øjnene, og begyndte at drømme
om, hvor det ville have været dejligt, hvis den var født og
opvokset i en af øgrupperne i Filippinerne, hvor det er de modige
unge mænd, der ofrer sig selv i stedet for dyrene, sukkede
vædderen. Den trøstede sig selv, og takkede af hel sit hjerte for,
at sådanne ritualer fandt sted.
Vædderen ville ikke være en let bytte for
andres skyld. Det kan ikke være rigtigt, tænkte den. Det er bare
noget menneske har fundet på, sagde vædderen til sig selv.
Hver aften sendte købmanden sine unge døtre ind
i stalden med vand og lidt salt til vædderen. Pigerne virkede ret
sympatiske og kiggede med kærlige blik på dyret. Vædderen benyttede
sig af mimik, øjen-bevægelse og kropssprog for at vinde pigernes
hjerte.
Da deres nye ven ikke ville spise og drikke,
blev de ked af det. De lovede sig selv, at hvis vædderen blev
slagtet, ville de aldrig spise dens kød. Da de gik i seng, begyndte
de at tænke på, hvordan de kunne hjælpe vædderen. Næste morgen
efter skoletid, så pigerne deres far inde i stalden. De skyndte sig
og løb ind til faren, der bad en af pigerne om at gå ud i køkkenet
og for at hente en skål salt til vædderen. Pigen vendte tilbage med
tomme hænder, og sagde, at hun ikke havde fundet noget. Faren blev
vred, mumlede lidt og gik ud efter salt. De begyndte straks at
løsne reber og metalkæder omkring dyrets nakke og ben. De
kærtegnede vædderens kinder som tegn på farvel.
Dagen før offerdagen gjorde manden scenen klar
til at slagte vædderen ud i gården. Og ved solnedgangen fulgte
konen efter sin mand for at tage den ud stalden. Vædderen,
der langsomt havde sluppet sig fri, og gjorde sig klar
til at flygte. Købmanden og hans kone prøvede at stoppe den
rebelske vædder, men forgæves. Den begyndte at stange, og tildelte
dem nogle ordentlige hovedslag. Og med sin tvistede og krummede
horn fejede den dem af vejen, og løb stolt ude i friheden.