Alment boligbyggeri for privat til projektstøtte
| Beboerjournalist
Foto: ”Mur” mellem alment og privat byggeri
Kommune afviser puljestøtte til projekt i almen boligafdeling,
der vil skabe fællesskaber på tværs af boligform i blandet
boligområde
Af Ole Nørgaard Madsen
Den almene boligafdeling Ryhaven med 124 boliger i tæt-lavt
byggeri med fællesareal har fået afslag på en ansøgning om tilskud
til anlæg af faciliteter til fremme af sundhed, bevægelse og
motion.
Afslaget kommer fra Århus Kommune, som gennem Aktiv Århus Puljen
i 2010 og 2011 støtter opførelse af "--- faciliteter, ruter,
redskaber, installationer m.v. i det offentlige byrum, byens parker
og grønne områder, som fremmer sundhed, bevægelse og motion."
Kommunens begrundelse for ikke at kunne støtte Ryhavens projekt
er, at boligafdelingens fælles friareal er "privat". Dermed ser
almene boligafdelinger ud til at være afskåret fra at komme i
betragtning alene på grund af en formel ejendomsret.
Fællesskab på tværs af boligform
Ryhaven er en del af Århus Vest, som i perioden 2002-2007
var omfattet af et EU-støttet Urbanprogram for boligsocial
udvikling. Det omfattede bl.a. bestræbelser på at skabe
fællesskaber på tværs af boligform.
Ansøgningen til Aktiv Århus Puljen følger op på denne
bestræbelse. Ryhaven ligger i et ejerboligområde i den vestlige del
af århusbydelen Hasle. Ryhaven har det største fællesareal i
området med bl.a. en legeplads, som boligafdelingen i 2011 ofrer ½
mill. kr. på at renovere.
Udgifter forbeholdt beboere i almene boliger
Den og andre udgifter til fællesarealet er forbeholdt
Ryhavens beboere. Så i den forstand er fællesarealet "privat". Men
der er ingen skiltning, som hævder privat ejendomsret eller
forbyder andre end Ryhavens egne beboere adgang.
I sin ansøgning til Aktiv Århus Puljen lægger Ryhaven vægt på at
udbygge tilgængeligheden på tværs af ejer- og almene boliger i det
lokale område. Det ansøgte projekt rummer ud over Ryhavens egen
legepladsfornyelse multibaneanlæg, område med udendørs
fitnessredskaber og rekreativt opholdsareal. Naturligvis til brug
for alle uansat boligform i lokalområdet.
Nej til at støtte samarbejde på tværs
Ryhavens Afdelingsbestyrelse tilbyder at invitere lokale
ejerboligforeninger til et samarbejde om fælles organiserede
anvendelser af de planlagte anlæg og om fælles arrangementer som
f.eks. sankthansfest.
Samarbejdet kunne også omfatte rydning af vildtvoksende
plantemure mellem Ryhaven og ejerboliger i naboområder.
Det har Ryhavens beboere på et Afdelingsmøde sagt ja til.
Men det har Ryhaven ikke fået Århus Kommunes opbakning til.
Angiveligt fordi Ryhavens fællesareal er "privat" - og åbenbart
skal forblive "privat".
| Sideansvarlig: |
Ole Nørgaard Madsen |
| Oprettet: |
8. december 2010 |
| Senest opdateret: |
10. december 2010 |