Almene boliger som fremtidens boligform
| Beboerjournalist
Den almene boligsektor har forudsætningerne for at være den mest
foretrukne boligform. Det kræver variation og fleksibilitet gennem
udvikling og fornyelse i forhold til fremtidens boligbehov. En ny
samlet århusmodel for service over for boligsøgende gennem fælles
opnotering øger den almene boligsektors attraktivitet ved nem
adgang til bolig efter boligbehov. Med udvidelse til landsdækkende
fælles opnotering kan den almene boligsektor byde velkommen til et
godt tilbud på boligmarkedet.
Af Ole Nørgaard Madsen
Almene boliger skal være fremtidens mest foretrukne boligform.
Det mener Boligselskabet Præstehaven i Århus.
En vigtig forudsætning er, at det er nemt at skifte bolig i den
almene boligsektor efter ændringer i boligbehov over et livsforløb
eller ved jobskifte. Det samme gælder, hvis f.eks. sygdom eller
handicap kræver ny boligform.
Varieret og fleksibelt boligbyggeri
For at almene boliger kan være attraktive for alle, er det
nødvendigt med udvikling og fornyelse i forhold til fremtidens
virkelighed. Der er brug for variation i det almene boligbyggeri
til at dække forudsigelige boligbehov. Og der skal fleksibilitet
bygges ind i den enkelte bolig, så den kan tilpasses til flere
forskellige boligbehov.
Disse mål for nybyggeri og renovering kan den enkelte
boligorganisation gøre en hel del for at opfylde. Men det er muligt
at komme længere ved positivt samarbejde med kommunen, der er lagt
op til med dialogmøder som forudsat i styringsreformen for den
almene boligsektor. Og ikke mindst vil det hjælpe, hvis staten
giver den almene boligsektor lige så gunstige vilkår som
ejerboligsektoren.
Men den almene boligsektor kan ved egen kraft styrke de almene
boliger med forbedret service over for boligsøgende.
Nem boligsøgning i Århus
Boligorganisationer i Århus har i flere år med stor succes
haft fælles opnotering til udlejning. Fælles opnotering betyder, at
den boligsøgende får én adgang til flere boligorganisationers
boligtilbud. Fra den 1. marts 2011 vil den fælles opnotering
omfatte 15 boligorganisationer i Århus Kommune og dermed langt
hovedparten af de 45.000 almene boliger i Århus.
"Det hilser vi i Boligselskabet Præstehaven særdeles
velkomment," siger formanden Else Christensen, der indtil
sammenlægningen er formand for et af de tre fælles
opnoteringsselskaber: "Vores målsætning er at gøre det let og
billigt for boligsøgende både i og uden for den almene boligsektor.
Med den nye fælles opnotering kan boligsøgende for 100 kr. om året
stå på venteliste til 99 procent af samtlige almene familieboliger
i Århus Kommune. I stedet for 1.500 kr. plus alt det ekstra besvær
for at stå på 15 boligorganisationers ventelister. Det må da siges
at være et flot resultat."
Boligorganisationerne i Århus lægger op til, at overgangen til
den nye fælles opnotering pr. 1. marts kommer til at gå hverken
stille eller ubemærket hen.
Fælles boligsøgning i hele landet?
Else Christensen håber, at den nye brugervenlige
Århusmodel med tiden vil brede sig til andre byer i Danmark og
måske i sidste ende blive landsdækkende.
Det kunne være rart, hvis 'et opslag på 'en hjemmeside stiller
almene boliger i hele landet til rådighed for boligsøgende, lyder
Else Christensen vision.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
5. november 2010 |
| Senest opdateret: |
5. november 2010 |