Skal jeg være sygemeldt for at få pension?
F har gigt i kroppen og kan ikke arbejde, så F er i
gang med at søge pension.
"Hej Susanne. Jeg er 58 år og har gigt i hele min krop. Især
i hænder, led og nakke. Jeg har også diabetes. Jeg kan ikke
arbejde, så jeg er i gang med at søge pension. Lige nu er jeg på
dagpenge og arbejdsløs. Skal jeg nødvendigvis blive sygemeldt for
at opnå pension, eller er det lige meget, fordi jeg er
arbejdsløs?"
Med venlig hilsen F
Noget er gået galt her
Svar: Kære F, tak for din mail. Der er gået et eller andet galt
her. Det er en betingelse for at få arbejdsløshedsdagpenge, at man
er rask og til rådighed for arbejdsmarkedet, og det er du ikke.
Hvis du bliver formidlet til et job og må sige nej på grund af
dårligt helbred, risikerer du en straf fra din a-kasse. Så jeg vil
anbefale dig at blive sygemeldt. Jeg vil ikke sige, at
sygemeldingen er en betingelse for at få førtidspension. Det virker
bare ikke så troværdigt, at du den ene dag er til rådighed for
arbejdsmarkedet, og den anden dag kun har en ubetydelig arbejdsevne
i behold. Og det sidste er betingelse for at få pension. Så jeg
synes, du skal blive sygemeldt. I forbindelse med en
pensionsansøgning, vil kommunen typisk spørge din læge om en
udtalelse. Hvis du slet ikke har været sygemeldt, vil det måske
påvirke lægens opfattelse af dit helbred. God bedring og held og
lykke med din pensionssag.
Kærlig hilsen Susanne
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
10. februar 2011 |
| Senest opdateret: |
9. maj 2011 |