Lad hende leve sit liv

Hej Susanne. J

eg har en datter på 44 år, som har to børn på 12 og 19 år. Den ældste har Aspergers syndrom. Den yngste dreng har hun med en afrikaner - der har været i Danmark on and off i årevis. Han er 54 år og utrolig barnlig og opmærksomhedssøgende. Han har ingen planer om at blive i Danmark. Han er i gang med at samle lastbiler med varer, der skal sendes til hans hjemland og videresælges der. Han har også sat penge i en jazzrestaurant - som han siger, han vil åbne og leve af derude. Han har ingen forudsætninger for at drive et sådant sted, så jeg kan ikke umiddelbart tro på, det kan blive en realitet. Han har i årevis sendt mange penge ud af Danmark, og det kan jo ikke være gået helt ærligt til!

Nu er han flyttet fra sin afrikanske kone og barn og har fået en lille lejlighed her. Min datter vil have, han skal komme og bo fast hos hende i stedet - dog uden at han er registreret, hvilket jeg synes er en vild og dum ide.

Jeg kan slet ikke følge hendes tankegang. Han er ikke engang speciel omsorgsfuld, og faktisk er han ligeglad med drengen. Han taler ikke til ham! Dette forhold betyder, at hun ikke har overskud til sine børn, og det, synes jeg, er frygteligt. Den store har nogle typiske Aspergers-problemer - men med omtanke og hjælp har han det væsentligt bedre, og det kræver selvfølgelig lidt mere omsorg. Hvis han ikke skal få det fra sin mor, - hvor så? Jeg (mormor) har i årevis kørt begge drenge til skole og diverse andre ting, sport for den lilles vedkommende osv....men jeg gider ikke mere!

Min datter synes, jeg skal holde mig væk, og at kæresten skal bo her, og hun synes, jeg ikke er positiv nok over for hendes forbindelse med ham. Han siger, han gerne vil giftes - og alle alarmer blinker, for hvordan står hun så? Alene det at hun vil flytte sammen med ham, uden at det bliver registreret, er nok for mig.

Jeg ved ikke mine levende råd. Hun hører slet ikke efter! Manden har altid haft andre kvinder, og han har 7 børn her i landet, som han ikke føler noget for eller har samkvem med! Skal jeg søge noget samtaleterapi for at komme videre? Jeg kan ikke sove om natten og får ondt i hjertet!

Undskyld mit lange brev, men må jo "tale" med nogen!

Med venlig hilsen NN



Lad hende leve sit liv

Svar: Kære NN.

Tak for din mail, som jeg har forkortet en del. Din datter er 44 år, og du er nødt til at erkende, at det er langt uden for din rækkevidde, hvordan hun lever sit liv! Det gør dig syg at blive ved med at kæmpe en kamp, som du under ingen omstændigheder kan vinde. Endvidere har din kamp med al sandsynlighed den virkning, at din datter holder endnu stædigere fast i de ting, du er imod.

Brug dit krudt på dine børnebørn, i det omfang det kan lade sig gøre. De er store nok til, at du kan have en selvstændig relation til dem - uden om deres mor. Sig til dem, at du gerne vil hjælpe dem, og at de altid er velkomne hos dig - og lad så din datter være i fred! Hun er voksen, og det går, som hun selv vil! Og heldigvis for det.

Tænk hvis vores mødre skulle bestemme over os, til vi er langt oppe i 40'erne. Skrækkelig tanke!

Kærlig hilsen Susanne




Beboerbladet nr. 4 - 2011