Kan jeg få en bolig i hovedstaden?

Kære Susanne Lyngsø.

Har jeg slet ingen chancer? Jeg er gået på alderspension og har pga. mit arbejde ikke kunnet flytte før. Hele min familie, dvs. børn og børnebørn bor i København, hhv. i Gladsaxe, København K, Ø og N.

Jeg bor alment og vil gerne fortsætte med det. Jeg synes, det ser næsten umuligt ud med ventetider på op over 26 år!

Så vidt jeg kan se, er der ikke nogen fleksible indflytningsregler for mig!? Jeg har ikke anden familie og føler mig lidt lost. Har du nogen gode råd? Jeg har meldt mig ind i 4 almene selskaber, mon det er nok?

Jeg er født i 1945 og ville gerne have nogle gode år med børn og børnebørn i hverdagen, ligesom jeg er parat til at træde til ved sygdom og lukkedage. På forhånd tak.

Med venlig hilsen Hanne


Der er muligheder

Svar: Kære Hanne.

Tak for din mail. Hvis du insisterer på at blive ved at bo i en almen bolig, kan der i nogle tilfælde være begrænsninger på grund af ventetider.

Det mest oplagte, jeg kan komme i tanke om, er, at du jo har ret til at bytte din lejlighed med nogle, der har en lejlighed, f.eks. i København. Det kan være, det så kan blive til en almen bolig der - men det kan altså også give nogle andre gode tilbud, som du så kan overveje.

Jeg kan se, at du bor på Sydfyn, og det er et attraktivt sted, hvor der er en vis tilflytning, så det ville jeg forsøge, hvis jeg stod i din situation.

Kærlig hilsen Susanne



Hjemmesider med mange muligheder:
Hvis du vil bytte dig frem:
www.bytbolig.dk.

Hvis du vil skrives op:
www.boligbutikken-for-ht.dk.







Beboerbladet nr. 4 - 2011

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 9. november 2011
Senest opdateret: 9. november 2011
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op