Hvor mange penge må jeg have?

Hej.

Jeg har været indlagt på et psykiatrisk hospital i tre måneder og har som følge deraf ikke brugt penge i den tid, da jeg var og er meget dårlig. Nu står der så en del af pensionen på min bankkonto.

Men hvor mange penge må jeg spare op, hvis det ikke skal have betydning for min pension? Jeg er førtidspensionist
efter 2003 og har ingen anden indtægt, så det er kun ubrugt pension, det drejer sig om.

Jeg er bare lidt urolig for at gøre noget galt.?

Venlig hilsen GJ



Næppe grund til bekymring

Svar: Kære GJ. Tak for din mail. Der er ikke nogen grænser for, hvor meget du må spare op af din pension. Når kommunen beregner din pension, skal de først gøre dine øvrige indtægter op. Det gør de ved at lægge alle dine skattepligtige indkomster sammen.

Hvis du ikke har nogle indtægter ved siden af pensionen - så er det jo 0 kr., og så kan det ikke påvirke din pension. Mange har nu lidt indtægt ved siden af pensionen, uden at de nødvendigvis tænker på det. F.eks. lidt atp, men det kan sagtens være, at du ikke har, eller at det er så lidt, at det er uden betydning.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis der ophober sig en mindre formue på din bankbog, så vil det også udløse nogle renter (selvom indlånsrenten p.t. er meget lav), og renter er en skattepligtig indkomst. Men det kan næppe blive i en størrelsesorden, der medfører nedsættelse af din pension, så det tror jeg ikke, du behøver at bekymre dig om. Jeg vil ønske dig rigtig god bedring.

Kærlig hilsen Susanne



Beboerbladet nr. 4 - 2011

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 9. november 2011
Senest opdateret: 9. november 2011
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op