En træls tandlægehistorie

Foto: Colourbox

“Kære Susanne. Jeg er en kvinde på 66 år. Ved mit sidste årlige tandlægebesøg (kun tandrensning og eftersyn) i marts måned fik jeg besked på af min tandlæge, at en tand i nærmere fremtid skulle have en krone. Hun foreslog en metal-keramisk krone til 6.000 kr. – et tilbud, som ville stå ved magt i tre måneder. Jeg søgte så om økonomisk hjælp, da jeg kun har min folkepension. Siden er der sket følgende:

11. marts afleverede jeg tilbuddet fra tandlægen hos kommunen.
26. marts returnerede jeg et udfyldt formueskema til kommunen.
15. april fik jeg undersøgt alle tænder hos min tandlæge, som sendte rapporten til kommunen.
26. april sendte socialforvaltningen rapporten videre til kommunens overtandlæge.
21. maj ringede jeg til kommunen, da de ikke havde meldt tilbage.
Samme dag – den 21. maj – fik jeg en afbudstid hos tandlægen, da et stort stykke af tanden nu var brækket af.
25. maj begyndte behandlingen hos min tandlæge. Den skulle fortsættes tre dage senere.
27. maj ringede jeg til kommunen, men de havde stadig ikke fået besked tilbage fra kommunens overtandlæge. Jeg ringede derefter til overtandlægen og fik af sekretæren at vide, at afgørelsen angående
behandlingen var blevet sendt til socialforvaltningen den 18. maj, og at sekretæren straks sendte en mail til sagsbehandleren.
28. maj kom der så afslag på hjælp til behandlingen hos min tandlæge med posten. Uden begrundelse. Jeg fik brevet samme dag, som jeg skulle til tandlægen igen. Hun undersøgte den igen og sagde, at den nu krævede ny rodbehandling, fordi den gamle rodbehandling af en tandlæge for nogle år siden ikke var gjort ordentligt. Merpris: 3.000 kr. – altså i alt kr. 9.000! Chok. Og så kommer jeg til spørgsmålet: Kan det nytte noget
at klage over afgørelsen fra socialforvaltningen?”

Med venlig hilsen KD

Jeg synes bestemt at du skal klage
Svar: Kære KD. Tak for din mail. Sikke et træls forløb du har været igennem der. Jeg synes bestemt, at du skal klage over afgørelsen – alene af den grund at du ikke har fået en begrundelse i afslaget. Det skal der være. Hvis klagefristen er overskredet, kan du få den forlænget med den begrundelse, at der ikke var begrundelse i afslaget. Herudover tør jeg ikke spå om udfaldet, da kommunerne vurderer de her ting meget forskelligt. Held og lykke med det.

Kærlig hilsen Susanne

Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 12. august 2010
Senest opdateret: 7. september 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op