Du bestemmer selv, hvor du vil bo

Kan en førtidspensionist uden videre flytte til en anden kommune? Og kan man få hjælp, når man opgiver tilværelsen som udlandsdansker?

Af Susanne Lyngsø

Kan man flytte som førtidspensionist?

"Kære Susanne Lyngsø. Jeg vil gerne spørge dig, om man må flytte til en anden kommune, når man er førtidspensionist? Og i så fald: Hvilken kommune betaler så pensionen? Jeg bor i én kommune nu og får brøkførtidspension, da jeg kun har boet i Danmark i 35 år. Jeg er født i Polen. Jeg bor til leje med min datter på 13 år, jeg er selv 56 år. Min husleje inkl. forbrug er nu på 4.800 kr. pr. måned efter boligsikring, og den stiger snart igen. Jeg er nødt til at flytte til noget billigere, da jeg ikke har råd til at bo her, og til næste år skal min datter på efterskole, og jeg ved ikke hvor, og jeg ved ikke hvem, der kan hjælpe mig med dette? Derfor vil jeg være dig meget taknemlig, hvis du kunne svare mig. På forhånd tak!"
Venlig hilsen DB

Du må bo, hvor du vil

Svar: Kære DB. Ja, man må bo, hvor man vil … også når man er pensionist. Det vil hele tiden være den kommune, hvor du har din folkeregisteradresse, der skal udbetale din pension. Det lyder som om, at du har brug for noget hjælp til at overskue din situation med bolig, økonomi, efterskole med mere, og jeg vil anbefale dig at kontakte fx Mødrehjælpen, som har socialrådgivere ansat til at rådgive forældre, og de ved en hel masse om enlige mødres muligheder. De kan kontaktes på telefon 70 11 12 12. Se åbningstiderne på www.beboerbladet.dk.
De bedste hilsner fra Susanne

Hvor stor en formue må man have som førtidspensionist?

"Hej Susanne. Jeg er førtidspensionist efter de nye regler. Jeg har forgæves forsøgt at finde ud af, hvor stor en formue jeg må have som førtidspensionist, før det får indflydelse på min pensionsudbetaling. Jeg har søgt på internettet og forhørt mig på kommunen, men heller de kan give mig et svar. De siger, at jeg må have op til 200.000-400.000 kr. Men det, synes jeg, er et ret utydeligt svar. Kan du give mig et tydeligere svar?"
Venlig hilsen Renée

Formuen i sig selv påvirker ikke pensionen

Svar: Kære Renée. Ja, det kan jeg da. Selve formuen (uanset hvor stor den er) påvirker ikke pensionen, men afkastet, som det hedder, regnes med som en almindelig indtægt. Så hvis du har 500.000 kr. liggende hjemme under hovedpuden, så vil det slet ikke berøre pensionen, men hvis du har dem stående i banken og får renter, eller har investeret dem i værdipapirer, så vil de indtægter, som formuen giver, blive regnet med som en indtægt, når din pension skal beregnes. Der kan dog ses bort fra udbytteindkomst på op til 5.000 kr. om året, når der er indeholdt endelig udbytteskat af pengene.
Venlig hilsen Susanne

Kan man få hjælp, når man flytter hjem til Danmark?

"Hej Susanne. Jeg håber, at du kan svare mig på nogle spørgsmål. Jeg er dansk statsborger men bosiddende i Spanien de seneste to år. Min plan er at vende tilbage til Danmark inden for meget kort tid. Hvordan står jeg rent økonomisk? Er der nogen hjælp at hente som "udenlandsdansker", der vender hjem? Det skal siges, at jeg er i fuld gang med at søge arbejde i Danmark og håber også snart at have noget, men jeg er ikke sikker på, at det bliver inden, at jeg vender tilbage. Desuden skal jeg jo også finde mig en bolig. Kan man få noget hjælp til ligesom at starte op for? Eventuel hjælp til bolig eller andet og i så fald: Hvor meget er det? Skal man søge det på kommunen, og skal man medbringe noget? Håber du kan afklare disse ting for mig, så jeg ved, hvordan jeg står."
På forhånd tak og med venlig hilsen fra TA

Det kræver planlægning at flytte hjem

Svar: Kære Ta. Jeg kommer nok til at skuffe dig. Mig bekendt er der ingen særskilt hjælp at hente som hjemvendende dansker. Faktisk hører jeg jævnligt om mennesker, der bliver ret skuffede over, hvor meget man er overladt til sig selv i den situation. Det er rigtig godt, du er i gang med at søge arbejde. Det er absolut det bedste, du kan gøre i din situation - så du kan forsørge dig selv med det samme. Hvis du er arbejdsløs og ikke er dagpengeberettiget, er den eneste hjælp, du kan få, kontanthjælpen, med mindre du har arbejdet, mens du har boet i Spanien. Så kan det være, at du har dagpengeret, når du kommer til Danmark, alt efter dine forsikringsforhold. Det skal du undersøge der, hvor du er forsikret nu. Hvis du vil søge kontanthjælp, er det en god ide i god tid at bestille en tid i den kommune, hvor du kommer til at bo. Gør det inden eller straks, når du kommer til Danmark. Der kan være lang ventetid. Under alle omstændigheder skal du tilmelde dig jobcentret i kommunen den første dag, du er arbejdsløs i Danmark. Det er en betingelse, uanset om du skal have dagpenge eller kontanthjælp. Kontanthjælpen for en enlig voksen er på 9.500 kr., og af dem skal der betales skat. Med hensyn til bolig vil jeg anbefale dig at søge via diverse boligsider på internettet, også inden du kommer til landet. Der er desværre ingen hjælp at hente her, med mindre du er medlem af en boligforening, som har nogle ledige boliger, der hvor du gerne vil bo. Det kan virke ret uoverskueligt at få det hele til at falde på plads i forbindelse med en flytning fra et land til et andet, så det er godt med lidt grundig forberedelse og planlægning, og det er jo også det, som du er i gang med.
De bedste hilsner fra Susanne

Kan separerede få boligsikring?

"Kan man få boligsikring, hvis man bare flytter fra hinanden og ikke bliver separeret?"
Venlig hilsen PSR

Husstandsindkomsten er afgørende

Svar: Hej PSR. Ja, det er husstandsindkomsten, der er afgørende for boligsikringen. Så det er kun dem, der har folkeregisteradresse i lejligheden, som tæller med. Men det kan godt være, at myndighederne vil undre sig over, at to ægtefolk bor hver for sig, og derfor vil undersøge, om der kan være tale om et proformaarrangement fx med det formål at få boligsikring.
Venlig hilsen Susanne

 

Skriv til Susanne Lyngsø

Har du emner, spørgsmål eller problemer af social karakter, som du kunne tænke dig at få Beboerbladet til at behandle, så er du velkommen til at sende en mail til: susannelyngsoe@bl.dk Har du ikke e-mail, kan du også sende et brev til Beboerbladet, Studiestræde 50, 1554 København V. Mærk kuverten "Social". Påfør dit telefonnummer, så Beboerbladets socialrådgiver Susanne Lyngsø har mulighed for at kontakte dig, hvis hun har behov for uddybning af din henvendelse. Da mange skriver til Susanne Lyngsø, kan Beboerbladet ikke love, at alle får svar. Beboerbladet forbeholder sig ret til at anvende de indsendte spørgsmål og Susanne Lyngsøs svar redaktionelt i bladet. Spørgernes identitet kan sløres, hvis spørgeren beder om det. Vedkommendes identitet skal dog være redaktionen bekendt.

Andre brugere har skrevet

Azra 03-02-2010 14:59
hej. jeg vil spørger, hvor gammel skal man være, for at kunne flytte tilbage til sit hjemmeland jeg er 18 år, kommer fra bosnien. jeg håber at jeg vil hurtigst som muligt få svaret:))

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 1. maj 2009
Senest opdateret: 17. marts 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op