Opvækst i kaos

Af Sanne Hansen

"Jeg havde altid sanserne uden på huden og kunne aldrig være mig selv. Jeg fandt et sted under bagtrappen, som jeg aldrig fortalte nogen om. Her kunne jeg sidde og dagdrømme. Men helt gennemgående levede jeg i konstant stress og angst." Bodil Neujahr skuer med sine 58 år langt tilbage i tiden, når hun tænker på sin barndom. Der er sorte huller i erindringen om det traumatiske liv i en misbrugsfamilie, men følelsen glemmer hun aldrig. "Følelsen af, at jeg som menneske ikke fik lov at præge mit eget liv med de evner, jeg havde, er det værste at tænke tilbage på," forklarer hun. Med en stærkt alkoholiseret og voldelig far, gik al energi på at holde sammen på pjalterne - og navigere i det kaos, som en misbrugsfamilie typisk lever i.

For med Bodil Neujahrs ord er en misbrugsfamilie "en lille lukket verden" med sine helt egne normer og en uforudsigelighed, som belaster børnene umådeligt meget. "Der var ingen regler i mit hjem. Det, vi måtte den ene dag, var forbudt den næste. Og så var der meget drama som i de fleste misbrugsfamilier," siger hun og fortæller om, hvordan moderen sendte hende af sted til værtshusene efter faderen - og hvordan der hyppigt opstod skænderier, når pengene var små på grund af alkoholforbruget. Dertil kom så tævene. "Min far slog, når han var ædru. Jeg tror, han havde psykiske abstinenser. Det kunne ske, bare jeg kom ind ad døren og havde på den måde ikke noget med mig og min adfærd at gøre. Jeg og min storebror var hans boksebolde," konstaterer hun nøgternt.

Når faderen var fuld, var der til gengæld ingen fare på færde. "Min far var en glad spradebasse, når han var fuld. Jeg var tryg i den situation, men jeg kunne ikke li´ ham og hans fuldskab. Og undersøgelser viser jo også, at børn er mere bange for fulde voksne end for krig."

Plads til det svigtede barn
I sit voksenliv boksede Bodil Neujahr videre med problemerne. Som 39-årig brød hun kontakten med hele sin familie. Hun var begyndt at få angstanfald i samværet med dem, og hun oplevede sin egen datter blive trukket mere og mere ind i familiedynamikken og mønstre præget af misbruget. Fra da af blev kontakten kun sporadisk. Da hendes far døde 11 år senere, fik Bodil Neujahr en depression, der blev startskuddet til et langt og sejt træk for at "sætte tingene på plads". "Jeg fandt ud af at mærke mig selv. Det lille, dybt sårede barn fik lov at græde, og jeg fik set mig selv, som den jeg er - og jeg kunne lide mig selv," fortæller hun med glæde. En anden stor hjælp var at skrive om oplevelserne - i artikler, på nettet og til skrivebordsskuffen. I dag føler Bodil Neujahr sig i pagt med sig selv. Og tager revanche for barndommens manglende muligheder for at bruge sine potentialer.

Bodil Neujahr skriver, synger kor og solosang og har startet Landsforeningen BOPAM (Børn og pårørende af misbrugere), der fokuserer på de alvorlige konsekvenser, det har for de pårørende og især for børnene at leve sammen med misbrugere.