Beboerbladet.dk Nyhed Fælles protest: ”Vanvittigt at rive boliger ned”
Nyhed

Fælles protest: ”Vanvittigt at rive boliger ned”

Samina Usman Sine Fiig 3. okt. 2018
Protester mod regeringens planer om at rive almene boliger ned og den stigende ulighed i samfundet var en del af demonstrationerne ved Folketingets åbning.

Tirsdag den 2. oktober – dagen, hvorpå Folketinget åbner – var nøje udvalgt til et helt specifikt formål. De sociale bevægelser Næstehjælperne, Jobcentrets Ofre, Månestrålerne og Bekæmp Fattigdom NU havde nemlig udset sig dagen til at oppponere imod regeringen, som de mener favoriserer dem, der har mest, og behandler de mest udsatte uanstændigt. De rige får skattelettelser, mens det nærmest bliver umuligt for mennesker med de mindste indtægter at betale husleje, lød et af budskaberne.

Også regeringens planer om at nedbringe antallet af familieboliger med 40 procent i 16 boligområder via frasalg og nedrivninger var på listen over dagens store protestemner. I efteråret skal Folketinget nemlig behandle regeringens strategi ”Et Danmark uden parallelsamfund - Ingen ghettoer i 2030”. Hør nogle af de fremmødtes reaktioner på netop det:



”Det er vanvittigt at rive gode boliger ned, når der er så stor mangel på dem. Vi har ikke råd til at købe huse og ejerlejligheder for at kunne blive boende. Ghettoplanen rammer skævt, hvorfor går regeringen ikke efter de rige ghettoer? Når regeringen laver planer om at rive almene boliger ned, er det præcis sådan noget, der gør, at de hjemløse kommer bagerst i køen. Når en hjemløs er klar til at en bolig, så skal der være en, og det bliver endnu sværere at sluse folk fra herberger til en bolig, og det er urimeligt,” lyder det fra den tidligere hjemløse Steen Rosenquist, 64 år, der  bor alment hos Glostrup Boligselskab.




"Jeg kender rigtig mange, der bor alment, og er her for at støtte op om sagen. Jeg er pårørende til en, der er ramt af kontanthjælpsloftet. Jeg mener, at det er vanvittigt, at regeringen har planer om at rive boliger ned, og endnu mere urimeligt, at de ikke opfører boliger, inden de river ned. Hvor skal alle de mennesker bo? Det er et urimeligt politisk tiltag. Boligerne er jo ikke dårlige. For regeringen handler det bare om, at det skal se pænt ud på papiret, at der ikke bor for mange af de samme slags mennesker et sted,” fortæller Marianne Schjelde, 69 år, som bor i en andelsbolig.

Print Send