Det er sjovest at rejse sammen

Et par gange om året fylder naboerne fra Boligselskabet Friheden i Hvidovre en bus og triller ud i den store verden. Det giver store oplevelser undervejs og endnu større fællesskab derhjemme bagefter. Og skal være til at betale.

Af Else Marie Lehman Foto: Marianne Thode og Boligselskabet Friheden

5.gif

Krakow 2008. En lille byge tages med højt humør (Hanne Jensen).

Til hverdag huserer de i 2650 Hvidovre. Men beboerne fra Boligselskabet Friheden har været vidt omkring i årenes løb: Tyskland, Tjekkiet, Polen, Estland og Letland er bare nogle af de steder, der har haft fornøjelsen af deres besøg. I Friheden tager man nemlig ikke på ferie for at komme væk fra sine naboer. Tværtimod! Man tager dem med ud i verden. Og det har man efterhånden gjort i en længere årrække. "Oprindeligt var det en beboerrådgiver, vi havde tilknyttet, der startede tiltaget op sammen med et par beboere. De arrangerede blandt andet nogle rejser til Prag," husker Christian Thode, formand for boligselskabet og selv flittig deltager på rejserne igennem årene. Derefter gik stafetten videre til en decideret rejsegruppe, som altså har eksisteret i godt og vel ti år allerede. I dag er det foruden Christian Thode også Tove Jensen, Marianne Hagelberg og Henny Brammer, der har den betroede tjans - nogen som veteraner, andre som ret nye på pinden. Og alle svært begejstrede for at rejse, meget gerne med deres naboer.

4.gif

Klar til Glühwein på julemarked i Berlin 2010 (Christian Thode og Lilly Glenning i forgrunden)

Netværket vokser på rejserne
Når man tager ud i verden sammen, giver det nemlig noget ekstra til hverdagen derhjemme, har de erfaret. "Man kommer til at kende sin nabo meget bedre end bare "goddag" og "farvel," er Marianne Hagelbergs oplevelse. "Jeg kan slet ikke gå i centret mere uden at møde nogen, jeg kender." Christian Thode tilføjer: "Det styrker virkelig netværket i dagligdagen. Vi kommer hinanden meget mere ved. Man er en del af området på en helt anden måde. Og det er vigtigt, når man bor flere tusinde sammen!" At en stor del af gevin sten ved de fælles rejser høstes derhjemme, ændrer dog ikke på, at de også i sig selv er skønne. "Man har et utroligt hyggeligt samvær med nogle andre mennesker. Man sætter sig jo ikke ind på et værelse med en bog, når man ved, der sidder nogen nede i baren sidst på aftenen. Så bliver det altid: "Skal vi ikke lige gå ned at se, om der er nogen…" Og så kan det godt blive lidt sent," griner de
Det er sket for de fleste mere end én gang.

3.gif

Arne Nyborg deler forsyninger rundt i bussen.

Aldrig alene
Deltagerne på Frihedens rejser er typisk ovre deres første ungdom og farer ellers ikke rundt på teenage vis ude i byen om aftenen. "De fleste af os er over 60. Der er nogen, der er lidt yngre. Og der er nogen, der tager deres børn - voksne børn - med," fortæller Christian Thode. Fx blev der for nogle år siden arrangeret en meget populær tre-generationers tur til Tyrkiet, supplerer Tove Jensen. Der var hele 120 rejsende med, alle med tilknytning til Friheden - direkte eller via familie og venner. De fyldte godt op i flyveren. Både fysisk, men bestemt også humørmæssigt. "Vi er jo bare unge, der har fået et gammelt ansigt," er de enige om. Muntert er det altid, når der er fællesafgang fra Friheden. Hvad enten man er tilmeldt alene eller har en ven eller ægtefælle med. "Vi er en del, der begynder at være alene. Men det er man jo bestemt ikke på sådan en tur her. Det er noget af det, der er så dejligt ved dem," fortæller gruppen. Alle skal kunne være med Det betyder dog ikke, at man er tvangsindlagt til det fulde program, hvis man melder sig til en ferietur med beboerne fra Friheden. Alt, også deltagelse i de enkelte aktiviteter, er helt på frivillig basis. "Det er jo ikke tvungent at tage med på turene. Hvis man ikke kan eller vil en dag, bliver man bare hjemme og slapper af eller tager ud på egen hånd. Og hvis man trænger til at slappe af på sit værelse med en bog en aften, gør man selvfølgelig bare det." Men programmet er lagt an på, at samtlige deltagere skal kunne være med hele vejen igennem. Også hvis man, som en af de faste folk i bussen, er tæt på de 90 somre. "Turene er tilrettelagt for alle. Vi planlægger ikke de store traveture," lover rejsegruppens medlemmer med glimt i øjnene.

2.gif

"Rejseholdet" (i baggrunden) overværer børn på vej til kirkegang og deres første hellige kommunion. Krakow 2008.

Samles omkring bordet
På turene er der typisk inkluderet halvpension. Det er det, de fleste gerne vil have, siger erfaringen. Det giver et godt miks af faste holdepunkter og frihed til selv at præge turen. Derudover giver det folk mulighed for selv at styre, hvor meget de vil ofre på "det løse". "Halvpension er med til at samle folk," synes Marianne Hagelberg. "Hvis der er nogen, der er lidt generte, så ville de måske holde sig lidt i baggrunden omkring spisningen. Men når den ligger fast og er fælles for alle, så kommer de også med. Og samtidig er der mulighed for, at man kan prøve det, man gerne vil, på egen hånd." Tit bliver der også arrangeret supplerende fællesspisninger ude i byen, hvor alle har mulighed for at koble sig på. Og man rokerer gerne rundt ved bordet, så man får sludret lidt på kryds og tværs, imens man smager på de lokale specialiteter.

1.gif

Så er der serveret. Gullashsuppe - velbekomme! Krakow 2008.

En smertegrænse på 3.500
Prisen må helst heller ikke afholde nogen fra atage med. Så den alvorlige side af sagen forsøger man at gøre så overkommelig som muligt. Det hjælper grupperabatten, selvfølgelig også på. "Vi forsøger at holde os inden for 3.500 kr. Det er det, der er kommet frem på vores møder, at man gerne vil og kan betale for turene. Men det bliver selvfølgelig sværere og sværere at holde sig indenfor," indrømmer rejsegruppen. De har dog haft held med det endnu en gang for den kommende rejse, der er endt på 3.250 per deltager. Hele beløbet betales af egen lomme af den enkelte deltager: "Tidligere har vi søgt penge, men det har vi ikke mulighed for mere. Nu betaler vi, hvad det koster," fortæller rejsegruppen. De overvejer dog at finde eksterne fonde uden for boligforeningens regi, hvor beboere, der har lidt mindre at rutte med, selv kan søge tilskud og blive hjulpet lidt på vej. Falder det i hak, kunne det åbne dørene til det unikke fællesskab og netværk, som opstår på udenlandsrejserne, for endnu flere.




Sørger for at samle og nurse
Der skal være styr på praktikken, når så store selskaber skal på rejse, så det er ikke noget, man bare arrangerer uden videre. "Tidligere stod rejsegruppen selv for det hele. For planlægning. Booking af hotel. At hyre bus. Inddrive penge. Opslag med dagens udflugter. Men det blev for hårdt et job at tage sig af på frivillig basis. Så i dag hyrer vi en teknisk arrangør. Fx DenTour eller Klingenberg, som står for vores næste tur," beretter formanden. Men selvom en stor del af arbejdet er lagt ud til professionelle arrangører, ligger de frivillige nu sjældent på den lade side, når ferien starter. Der skal hygges, snakkes og grines. Og serveres lidt forfriskninger undervejs i bussen. Og farer nogen vild under de fremmede himmelstrøg på en udflugt på egen hånd, ved de altid, hvem de kan ringe til. "Hvis vi kan se, at noget lige går lidt hurtigere, hvis vi giver en hånd, så gør vi da det," fortæller Tove Jensen. Af samme grund har hun tiltænkt pladsen ved kaffemaskinen i bussen til sig selv. Selvom det nu sagtens kan blive hendes mand, Kaj, der ender med at få tjansen med at svinge kanden, blinker hun listigt. "Vi forsøger bare at samle og nurse lidt," griner de. "Går rundt og hyggesnakker". Og indrømmer, at det nu nok er mindst lige så sjovt for dem selv, som det er en reel pligt.

Kort.gif
Flere rejser, tak
Den kommende tur går til Liberec i Tjekkiet. Den byder på både byrundtur, besøg på det lokale bryggeri, udflugt til slottet og omkringliggende landsbyer samt gode middage, musik og dans ikke at forglemme. Inden da holdes der formøde, hvor de i alt 44 deltagere kan vende programmet og de praktiske detaljer. Og de kan samtidig lige få sat ansigt på de andre, de skal dele bus, hotel og oplevelser med, når det bliver september. For mange er det allerede her, turen så småt starter. Og skulle nogen tro, at rejsen slutter, når bussen er retur i Friheden igen, så er de helt gal på den. For efter den venter møder med fremvisning af feriebillederne, snak om glade aftenture på tjekkiske barer og alle de nye venskaber. Og så er der også altid den næste tur i vente. Hvis man skulle have lyst til endnu en lille ferie, inden året er helt omme: "Vi er lige gået i gang med også at arrangere en nytårstur. Fire dage i Stettin fra den 30. december til den 2. januar," afslører Christian Thode. Og de første tilmeldinger til den tur - der inklude rer både festgaranti og fire retters nytårsgalla på natklubben Tango - er allerede kommet ind. For folkene i Friheden er hjemme nemlig nok bedst. Men ude er også rigtig godt. Sammen.


Beboerbladet nr. 2 - 2012

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 7. maj 2012
Senest opdateret: 15. maj 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op