Byens hold skal bo i byen

Elitesportsfolk skal være en del af deres lokalsamfund, mener man i den fremadstormende håndboldklub SønderjyskE. Ni af 20 spillere på klubbens hold i den bedste herreliga er flyttet i boligforening i Sønderborg. Heriblandt fløjspilleren Hans Martin Asmussen.

Af Jørn Nyvang Foto: Karin Riggelsen

Selv om han med sine 192 centimeter rager op over de fleste, kan Hans Martin Asmussen godt lide at holde lav profil. Når han tager hjem til sin lejlighed på Borgmesterløkken i Sønderborg, går han ikke og blærer sig med, at han er blandt de mest scorende  spillere på et af landets bedste håndboldhold: Herreligaens opkomlinge SønderjyskE. "Jeg er stolt over at spille her, men gider ikke høre mig omtalt som 'ham der håndboldspilleren'," siger Hans Martin Asmussen. Alligevel er det denne rolle, der har skaffet ham hans bolig. Forklaring: Selv om klubben er helt igennem professionel, lægger den vægt på, at dens spillere er en del af lokalsamfundet. Og det får de blandt andet mulighed for at være igennem det sted, de bor. Det sker i kraft af en såkaldt erhvervsaftale imellem Sønderborg Kommune og de lokale boligorganisationer. På den måde er det gået til, at ni af 20 spillere på førsteholdet i herre håndbold hos SønderjyskE bor alment i boligforeningen B42.

Første etagebolig
Fløjspilleren Hans Martin Asmussen er flyttet ind i en lejlighed på 2. sal. Her bor han for første gang i sit 24-årige liv i etagebolig. Hans opvækst var langt mere jordnær. Han havde sin barndom i et fladt område bare en kilometer fra grænsen til Tyskland. I Pebersmark, hvor faderen er svineavler. Familien er "meget håndboldaktiv", som han siger. Både far og brødre har dyrket spillet med den harpiks-belagte bold. Det var dog ikke dem, der fik mest indflydelse på, at Hans Martin Asmussen som lille skoledreng blev interesseret i at spille håndbold. "Vi havde en ihærdig lærer på skolen. Lige så snart der kom en ny elev, spurgte hun, om man havde lyst til at spille håndbold." Det havde Hans Martin Asmussen.

Fusionsklubben
Som medlem af det tyske mindretal var det naturligt for ham at gå i tysk skole og blive medlem af klubben SV Tingleff i den by, vi andre kalder for Tinglev. Det med det nationale betød nu ikke så meget for ham, og siden rykkede han til danske klubber. Talentet udviklede sig, og ambitionerne voksede. Hans Martin Asmussen blev spiller i fusionsklubben HH Sønderjylland. Den er siden blevet en del af SønderjyskE, der også har leveret flotte resultater inden for fodbold, ishockey og damehåndbold. Han fik sin første kontrakt med klubben for fem år siden og har siden fået den forlænget til udløb i 2013. Hans Martin Asmussen er nu deltids professionel og har at den grund måttet droppe sit tidligere job som finansassistent i det lokale pengeinstitut Andelskassen.

Mere end et publikum
I sin første tid på kontrakt boede Hans Martin Asmussen i Aabenraa. Men herfra flyttede kollegerne og vennerne efterhånden til Sønderborg, hvor klubbens herreførstehold i håndbold har hjemmebane. Det samme gjorde han i sommer. "Klubben vil gerne have, at man er en del af bybilledet," forklarer han. "De gør meget for at opbygge SønderjyskE som et brand. Det er vigtigt at se os som byens hold. Publikum skal føle sig som en del af klubben. Det skal bidrage med noget. Ikke bare kigge." Klubben involverer sig i arrangementer uden for den rent sportslige sammenhæng, og som spiller forpligter man sig til at dukke op ved den slags et antal gange om året. Og man skal have sponsortøj på. Det gælder også, da Hans Martin Asmussen skal fotograferes i sit Fire år og på hjemmebane. Første skoledag. I gul t-shirt på sit første håndboldhold. 1994 hjem til denne artikel. Så skal han lige skifte t-shirt.

Ikke bare håndbold
Han er indtil videre den SønderjyskE-spiller, der har scoret tredje flest mål i denne sæson, hvor klubben efter oprykning er kommet godt fra start i den bedste herrerække og har spillet uafgjort imod ellers suveræne AG København. Denne succes afspejler dog på ingen måde hans profil på Facebook. Skal man tro den, er han slet ikke håndboldspiller. Her kommer beskedenheden ind i billedet. Han angiver Kløvermarksskolen i Sønderborg som sin arbejdsgiver. Her er han halvdelen af ugen medhjælper ved undervisning af børn med særlige behov. "Det er godt at have noget andet end håndbolden at se til. Hvis man bliver sat af holdet eller ikke bliver førstevalg på sin plads, er det godt at kunne have tankerne et andet sted." Hans Martin Asmussen har planer om at uddanne sig som lærer. Men samtidig erkender han, at han vil kunne fristes af et godt tilbud om at være håndbold spiller på fuld tid. "Som lærer kan man jo fortsætte til langt op i 60'erne, mens man må slutte som professionel håndboldspiller allerede i 30'erne."

Kæresten ind
Hans Martin Asmussen er glad for sin 73 kvadrat - meter lejlighed, som ligger forholdsvist centralt i Sønderborg, og som SønderjyskE har betalt indskuddet til. "Huslejen er bare på 3.200 kr. om måneden. Her er stille og roligt. Der er både børnefamilier og ældre i opgangen," siger han og tilføjer eftertænksomt: "Men når man kigger op ad vejen, kan man også se folk, der har været mindre heldige." Mødet med denne virkelighed har ikke været mere chokerende, end at Hans Martin Asmussens kæreste nu har valgt at bo her på deltid. Og foreløbig har han ikke planer om at ændre på sin boligsituation: "Jeg forestiller mig i hvert fald at blive boende , indtil min kontrakt udløber i 2013."



Derfor blev

det fløjen

Hans Martin Asmussen var såkaldt bagspiller, indtil et år før han kom på kontrakt hos SønderjyskE.

Arbejdsgiveren.gif

"Jeg var back, indtil drengene blev så store, at jeg ikke fysisk kunne klare dem. Jeg var hurtig nok, men ikke stærk nok. Og mit skud var ikke hårdt nok. Så tænkte jeg på at spille fløj, for dér havde klubben brug for én," fortæller Hans Martin Asmussen. Som fløjspiller har man ikke så meget kontakt med modstanderne. Til gengæld kræver placeringen mere koncentration, mener Hans Martin Asmussen."Du kan stå ude på fløjen i lang tid uden at være en del af kampen. Du bliver målt på lidt, og det er afslutningerne. Du skal slå til inden for en kort periode, og det er måske din chance i den kamp." Hans Martin Asmussen har lært at leve med, at der er både op- og nedture: "Jeg har altid fået at vide, at bare man i det lange løb udvikler sig og bliver bedre, gør det ikke noget, at det både går op og ned. Ingen spiller kan gå op hele vejen."

Landsholdsspiller.gif

 

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 6. februar 2012
Senest opdateret: 10. februar 2012
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op