Udsatte 5-9-årige
skal hjælpes på vej
Skole og fritidsaktiviteter er helt centrale steder at sætte
ind, hvis udsatte børn skal hjælpes på vej og undgå at blive
isoleret fra børneflokken. Det viser en ny SFI-rapport om
forebyggende foranstaltninger til 5-9-årige.
Når man er mellem 5 og 9 år gammel åbner verden sig, og
relationerne til andre mennesker uden for familien bliver stadig
mere betydningsfulde. Klasseværelset, SFO'en, fodboldbanen og
svømmehallen er nogle af de steder, hvor børnene skal kunne
fungere.
Men udsatte børn med fx problemer i familien eller psykiske
udfordringer kan ofte have svært ved at håndtere disse centrale
arenaer. SFI-rapporten Forebyggende foranstaltninger 5-9 år
gennemgår fem målrettede indsatser og giver en række bud på,
hvordan man bedst kan hjælpe de udsatte børn på vej.
Positiv vurdering
Rapporten er en del af Dialoggruppe-projektet, hvor
forskere og praktikere indsamler viden om forebyggende
foranstaltninger til udsatte børn og unge. I rapporten gennemgås
fem konkrete indsatser, der alle på forskellig vis arbejder
forebyggende med udsatte 5-9-årige.
De fem indsatser varierer fra heldagsskoler med behandling af hele
familien til fritidstilbud et par gange om ugen. På trods af den
store variation, vurderes indsatserne af kommuner, behandlerne og
de deltagende familier til at have positive resultater.
Ikke effektmåling
"Det gælder om at få børnene til at kunne fungere i en
almindelig skole, i en almindelig SFO og til almindelige
fritidsaktiviteter. Og behandlere og kommunerne synes, at det
fungerer rigtig godt," forklarer Mette Lausten, der er en af
forskerne bag undersøgelsen.
SFI-forskeren understreger dog, at det ikke er muligt at sige noget
om de konkrete effekter af indsatserne, før Dialoggruppe-projektet
afsluttes i 2013.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
31. januar 2011 |
| Senest opdateret: |
11. februar 2011 |