Tre pigers radikale valg

Af Jørn Nyvang Foto: Emil Lyders

Det begyndte med en artikel, som nærmest virkede som en annonce: Borgmester søger almen bolig. Københavns nye beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, fortalte i vinter det store administrationsselskab KAB's beboerblad, at hun var gået på boligjagt. Efter at have læst i avisen, at hun var kommet op på en årsløn omkring 800.000 kr., syntes hun ikke, at hun mere kunne være bekendt at blive boende på et af Danmarks billigste kollegier midt i byen, Regensen. Og hvor kunne borgmesteren så tænke sig at bo? I en almen bolig på Nørrebro. Så tæt som muligt på Blågårdsgade. Ups, her var en radikaler, som ville bo i et kvarter, der ikke er forvænt med positiv omtale. Det er her, de har Blågårdsbanden. Her hvor en ung italiensk turist en sommernat for nogle år siden ville købe hash og endte med at blive stukket ihjel af sine pushere. Og her hvor Netto i en periode sidste år valgte at lukke sin butik, fordi unge rødder ikke gav personalet arbejdsro. Mente hun det alvorligt? Hun er repræsentant for det politiske parti, hvis medlemmer tit drilles for at have café latte som yndlingsdrik og for at være åh så tolerante uden selv at ville bosætte sig i problematiske områder. Ville hun virkelig gøre sine ord til handling? Ja. Hun kunne nemlig se en masse kvaliteter i området.

Der var en, der var to…
15. august overtog Anna Mee, 27 år, fra Det Radikale Venstre en lejlighed på 84 kvadratmeter i boligorganisationen fsb's afdeling Blågården lige over for Korsgadehallen. Ikke nok med det. Den meget engagerede partifælle Amalie Sofie Jensen, 22 år, flyttede også ind i lejligheden. På valgdagen præcis en måned efter indflytningen blev de til tre. Det skete, fordi Liv Holm Andersen, 24 år, og ligeledes radikal, blev indvalgt i Folketinget og fik brug for en københavnsk adresse som supplement til sin lejlighed i Aarhus.

En unik boligform
De er alle tre overbeviste om, at de har truffet det rette boligvalg. Det fortæller de travle radikale piger på det eneste tidspunkt i løbet af en uge, hvor de er til at træffe samlet: Mandage mellem kl. 8 og 8.45. Det sker på Café N i Blågårdsgade midt i deres "hood", som er Livs betegnelse for deres lokalområde. Her bestiller alle tre en - latte. "Det er sådan set ikke et politisk korrekt projekt for mig på nogen måde," begynder Anna Mee sin beretning om valget af Blågården. "Almene boliger adskiller sig positivt fra andre boligformer ved at have et meget stærkt fællesskab og ved at have et meget stærkt frivilligt liv." Det blev Anna Mee ekstra overbevist om, efter at hun for et år siden blev integrationsborgmester og kom i tæt kontakt med boligselskaberne. "Jeg fandt ud af, at de udgør den største organisering omkring frivillighed, vi overhovedet har herhjemme."

Ikke kun politik
Det tiltalte også Amalie. Hun flyttede heller ikke ind af politiske grunde. Pigernes baggrund hos de radikale har spillet ind på en helt anden måde. "Vi kender hinanden derfra. Når man er i politik, får man mange venner derigennem," udtaler Amalie. Det er ikke et must at være radikal for at bo i lejligheden, og selv om der bliver diskuteret meget politik i det lille hjem, er det slet ikke omdrejningspunktet i deres fælles daglige liv. Sådan er det fortsat, efter at Liv er blevet medlem af Folketinget. Også selv om hun er blevet sit partis boligordfører. "Vi lavede en lille aftale før valget. De andre to sagde, at når eller hvis jeg kom i Folketinget, havde de et ekstra værelse til mig," fortæller Liv. Sådan et værelse var der nu ikke uden videre. Men det opstod, da pigerne udnyttede deres råderettil at forbedre egen bolig og valgte at dele opholdsstuen i to med en skillevæg.

Ghetto, et fy-ord
Liv har dog stadig folkeregisteradresse i en privat lejebolig i Aarhus. Den vil hun indtil videre beholde i forbindelse med møder i Jylland. Egentlig kunne Liv få stillet en lejlighed til rådighed af Folketinget i et hus sammen med andre MF'ere. Det fravalgte hun: "Jeg har det sådan, at jeg indimellem vil uden for Christiansborgvirkeligheden. Ellers ville jeg komme til at bo i en politiker-ghetto." Ghetto er ellers et fyord for de radikale. De tre piger synes, at det smager af diskrimination. Derfor er de glade for, at den nye boligminister, Carsten Hansen (S), vil afskaffe det i hans sammenhæng. Her skal det hedde udsatte boligområder. Blågården er selv et af slagsen. I Anna Mees forvaltning er de gået et skridt videre med ordvalget. "Vi kalder det for udvalgte boligområder, og her er vi farveblinde. Vi har ikke fokus på folks etniske baggrund, men på sociale problemer. Det handler om for eksempel et løft til skoler, sundhed og beskæftigelse. Og vi vil lægge et lag oven på indsatsen. Det handler om inklusion. Sagt på en anden måde: Det drejer sig ikke kun om at komme med til festen, men også om at deltage i den," siger integrationsborgmesteren.

Kun undtagelser
Pigerne er flyttet ind i en opgang, hvor der i forvejen kun var ét danskklingende navn på brevkasserne. Her oplevede trioen, at børnene havde helt styr på, hvilke nationaliteter som boede der. Ungerne opdelte ikke beboerne i danskerne og de andre, men hver nationalitet for sig. "Det sjove var, at alle var lidt af en undtagelse," husker Amalie. Blågården myldrer i det hele taget med sorthårede børn. Deres liv har været afsæt for en række festlige og populære børnebøger af de tre pigers partifælle, Manu Saaren. Han boede i området indtil for nogle år siden og er netop blevet minister for ligestilling og kirke samt nordiske anliggender.

Med i det sociale liv
Anna Mee er vokset op i et foreningsdanmark. Derfor tiltalte det hende at opleve et fællesskab i området. "Her i weekenden var der et plant-et-træ-arrangement i gårdhaven. Og da vi flyttede ind, kom naboerne og sagde hej, og nogle børn hjalp os med nogle kasser. Det oplever man ikke andre steder," siger Anna Mee og tilføjer: "Hvis en integrationsborgmester i København ikke bor alment, hvem skulle så ville?" Veninderne havde ikke mulighed for at komme til arrangementet. Men ellers har de tænkt sig at deltage i beboerdemokratiet i fuldt omfang. De har netop sat et møde for nye beboere ind i kalenderen. Anna Mee fik tilbudt lejligheden igennem såkaldt fleksibel udlejning. Det er en ordning, hvor man kan få tilbudt en bolig uden om de traditionelle ventelister. I stedet tildeles boligerne efter bestemte kriterier. Det kan for eksempel være af hensyn til, at man har et arbejde. Formålet er at få en mere varieret beboersammensætning. "Mange af mine venner har været overraskede over, at det her har kunnet lade sig gøre for os. Jeg tror faktisk, at det bliver stadig mere attraktivt med denne "bofællesskabsmåde" for folk, der har det mere og mere travlt, men samtidig har behov for noget socialt liv hjemme," udtaler Amalie.



Fælleskab for de travle
De tre unge kvinder vil gerne fremme mulighederne for at bo på denne måde. "Jeg kunne godt tænke mig, at kommunen og boligselskaberne gik i samarbejde om at opdele opgange, så de tilgodeså folk, der vil bo sammen. Ikke kun for studerende. Når jeg selv engang får "en rigtig familie", vil det være pragtfuldt, hvis vi kan dele opgang med nogen, vi kender, og en lejlighed er afsat til fælles aktiviteter. Jeg har allerede talt med et af de store boligselskaber om muligheden," fortæller Anna Mee. Sådan en mulighed ville også tiltale Liv: "Så kunne man for eksempel sende børnene ned at lege i gården og have en aftale med en nabo, som kiggede efter dem. Det er en form for fællesskab, som appellerer til travle folk, som godt vil det gode naboskab og forholdet i opgangen, men som har for travlt til altid at være den, der skal være arrangør." På det personlige plan er den slags fremtidsmusik for de tre radikale piger. Foreløbig har de hver især så travlt, at de langt fra altid får spist sammen om aftenen. Og når det lykkes, bliver det som regel meget sent. De har ikke sat en slutdato for deres bofællesskab. Men det skal være langvarigt. De har givet hinanden håndslag på mindst tre år.





Beboerbladet nr. 4 - 2011