Thyra Frank i spidsen for Ældrekommission
Som leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg, har Thyra
Frank sat fokus på omsorg, respekt og livsglæde for stedets beboere
ud fra en filosofi om "retten til en værdig alderdom" og "troen på
et liv før døden"! Hun er blevet landskendt for at servere rødvin
til maden og portvin til kaffen samt for at tage alle beboerne med
på en årlig charterferie, og nu er hun udpeget til formand for ny
kommision på ældreområdet.
Thyra Frank skal stå i spidsen for regeringens nye kommission,
som skal finde ud af, hvordan vi kan give de ældre på plejehjem og
plejeboliger størst mulig livskvalitet og mulighed for selv at
bestemme over eget liv. Kommissionen skal blandt andet undersøge,
om der i dag eksisterer unødvendige regler, der virker som en
barriere for en god hverdag for de ældre i plejeboliger og på
plejehjem, skiver Socialministeriet i en pressemeddelelse.
Socialminister Benedikte Kiær er glad for, at Thyra Frank har
sagt ja til at blive formand for kommissionen:
"Det helt afgørende er, at vi respekterer ældres ret til selv at
bestemme over eget liv. Thyra Frank har med sin baggrund en masse
god erfaring, som vi kan trække på i den henseende. Med hende i
spidsen for arbejdet vil der netop være fokus på den enkelte
beboers behov. Det er vigtigt, at de ældre ikke sættes i kasser for
at få dagligdagen på plejehjemmet til at glide lettest muligt. Vi
skal i stedet sørge for, at det enkelte menneskes værdier og
livsstil vægtes højt, så beboerne får de bedste muligheder for at
have en aktiv og meningsfuld hverdag."
Thyra Frank: "Jeg ser frem til at få gang i arbejdet i
kommissionen. For mig er et plejehjem beboernes eget hjem, hvor de
har mulighed for selv at tilrettelægge dagligdagen. Hvis de vil
sove længe, skal de selvfølgelig kunne det, og hvis de har lyst til
at hygge sig og få en lille en, så skal der være plads til det. Jeg
vil derfor arbejde for, at vi sikrer beboerne i plejehjem den
størst mulige kvalitet i hverdagen, og at vi behandler den enkelte
beboer som et selvstændigt individ med respekt, omsorg og
tryghed."
Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne besluttede
med finanslovsaftalen for 2011 at nedsætte en kommission om
livskvalitet og selvbestemmelse i plejeboliger og på plejehjem.
Kommissionen skal afrapportere i efteråret 2011.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
24. januar 2011 |
| Senest opdateret: |
11. februar 2011 |