Præsten bor midt i virkeligheden

Af Jørn Nyvang Foto: Ulrik Jantzen

Folk i gården kender ham som Præsten. Når han går de 175 meter fra familiens stuelejlighed til sin kirke, kan  man opfatte ham som en selvmodsigelse. Han er sognepræst, men bor i en bebyggelse og en bydel, hvor lige under halvdelen af borgerne er medlemmer af den danske folkekirke. Men han er også indvandrerpræst, og som sådan forsøger han tillige at tage sig af en stor del af resten. Det lykkes så godt, at hans kirke tiltrækker andre end blot kristne, og at han har fået venner i andre verdensdele med helt andre religioner. Han hedder Niels Nymann Eriksen. Han bor i Saxogade i København hos Boligforeningen 3B og skal bare passere en port for at komme uden for bebyggelsen. Så står han foran sin arbejdsplads, Apostelkirken.

En slags Tintin
Han er dybt taknemmelig for at bo og virke her. Og beskeden: "Jeg sammenligner mig med tegneseriefiguren Tintin. Han er et dydsmønster, som ikke er så interessant i sig selv, men omgiver sig af en masse farverige mennesker." Den 44-årige sogneog indvandrerpræst understreger, at han ikke missionerer blandt naboerne. "Det er ikke sådan, at folk i afdelingen bruger mig fagligt eller tjenstligt det daglige, men de ved, jeg er her." Niels Nymann Eriksens arbejdstid er i princippetfordelt med 60 procent til eget sogn og 40 procent som indvandrerpræst, hvor hans funktion omfatter hele Vesterbro. En stor del af det sidstnævnte handler om at tage sig af mennesker, der er kristne. Og det er faktisk den tro, vi finder hos hver tredje flygtning, der kommer til Danmark.

Apostlenes gerninger
Det er ikke nogen tilfældighed, at han har slået sig ned her på Vesterbro. Niels Nymann Eriksen mener, at det forpligter at være kristen, og Apostelkirken er kendt for sit sociale engagement. Det har rødder helt tilbage til 1901, da kirken blev bygget. Den skulle ligge tæt ved, hvor folk boede, og heller ikke i åndelig forstand være langt væk. Den skulle ikke være et sted, hvor man kun kom i sit stiveste puds. Helt i samme ånd blev menighedsbørnehaven bygget lige ved siden af kirken, så børn af mødre med fabriksarbejde kunne blive passet, ligesom en præst herfra tog initiativ til hjemløse-herberget Himmelekspressen. Åndenfortsætter i nutiden. For eksempel med lektiehjælp, støtte til enlige mødre, sprogundervisning, højskoleaftener og det såkaldte projekt Exit, hvor tidligere indsatte hjælpes på rette vej. Her i sommer rykkede engagementet i fysisk forstand
ud af bydelen. Nemlig til den årlige tværkulturelle sommerlejr ved Hillerød med 120 mennesker på en højskole. Præsten glæder sig over at samarbejde med Danmarks vel nok yngste menighedsråd. Gennemsnitsalderen er 38 år. Han tror, at Apostelkirkens sociale engagement tiltaler mange unge.

Gode forskelle
Hele sit liv har han haft en stærk kristen tro, men indtil for få år siden havde han samtidig en stærk tvivl om værdien af den etablerede kirke. Faktisk var hans tvivl så stærk, at han måtte en længere tur ned i møget, før han kunne blive til det, han er i dag. Niels Nymann Eriksen voksede op i Herlev uden for København i et indremissionsk miljø, som giver ham gode minder. Her kunne en dranker og en professor være side om side og have et fællesskab. Det lærte ham, at forskelle kan være mere en ressource end et problem. Faderen var netop professor (på Landbohøjskolen). Moderen døde,
da Niels Nymann Eriksen var syv år. Faderen giftede sig senere med en dansk sygeplejerske, som arbejdede på et hospital i Tanzania. På den måde fik Niels Nymann Eriksen gennem sin opvækst nære forbindelser med Afrika, og det påvirkede senere hans valg af livsgerning. Afpudsning
Det faldt ham naturligt at læse teologi. Først i København og siden i Cambridge, England. Under studierne her blev han stærkt præget af den danske filosof, Søren Kirkegaard, og det fik ham faktisk til at afbryde dem. "Kierkegaard sagde: "Da Kristus forlod denne verden, efterlod han sig ikke emner til lærde afhandlinger, men fodspor." Opfordringen er ikke bare at tænke og prædike, men at leve i praksis." Niels Nymann Eriksen tog konsekvensen af disse ord og blev vinduespudser i et år sammen med sin lillebror. "Vi kørte rundt her på Vesterbro og pudsede vinduer. Det var et dejligt år. Men der var også de morgener, hvor man skulle slå hul på isen i spanden, inden man kom i gang," husker Niels Nymann Eriksen.

Halvt år som hjemløs
Siden engagerede han sig socialt og begyndte at arbejde på halv tid i Mødestedet for indvandrere og flygtninge på Vesterbro. Her begyndte en tid,
hvor den unge teolog fik åbnet sine øjne for nogle sociale sammenhænge, han ikke havde kendt før. Snart fik han en fornemmelse af, at han ikke havde levet sig rigtigt ind i de hjermløses liv. "Jeg stod på den ene side af disken, og folk kom fra den anden side med deres problemer. Og så langede jeg hjælp over disken. Jeg var ikke i samme båd som dem. For at kunne hjælpe på et dybere plan, måtte jeg gå ud på den side, hvor de var, og dele liv med dem. Også ud fra en forståelse af, at det var det, Jesus gjorde. Det var sådan, han levede sit liv." Niels Nymann Eriksen
opsagde i første omgang sin daværende lejlighed og flyttede ind i Det Gule Palæ. Et sted, hvor folk på randen af at være hjemløse kunne leje værelser i op til en uge af gangen. På et tidspunkt droppede han også det og gik ud på gaden. Han blev hjemløs og kom helt derud, hvor han fik frataget sit dankort. "Jeg havde reduceret mine ejendele til det, jeg kunne have i min rygsæk. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle sove om natten. Og oplevede i virkeligheden en stor glæde og frihed. Jeg boede så et halvt års tid sammenmed de hjemløse i Himmelekspressen og havde ikke noget arbejde i denne periode. Den var hård, men der var også nogle skønne øjeblikke indimellem. Jeg tror på en måde, at det var nødvendigt, at jeg gjorde det, for at jeg kunne falde helt til ro og være i overensstemmelse med mig selv som præst."

Hvid afrikansk præst
Livet som hjemløs blev afbrudt af et tilbud om at tage til Tanzania og undervise i teologi på et universitet der. "Jeg blev ordineret præst derude. Så jeg er strengt taget en afrikansk præst, som arbejder i Danmark." Tilbage i Danmark var Niels Nymann Eriksen stadig ikke helt afklaret. Han skulle forholde sig til, om han kunne forestille sig selv som folkekirkepræst eller atter leve på gaden. I denne fase tog en ældre præst ved Apostelkirken, Andreas Esbensen, sig af ham og ansatte ham som sognemedhjælper nogle timer hver uge. Tvivlen nagede dog helt frem til det tidspunkt, da han fik mulighed for at blive sognepræst ved samme kirke. "På et tidspunkt sagde jeg til en i menigheden: 'Har du haft følelsen af at være forelsket i en pige og mærke, at hun også har en godhed for dig, men samtidig vide, at det ikke kan blive til noget? Sådan har jeg det med Apostelkirken'."



Kirken er inden for kørsels- og gåafstand i forhold til sogne- og indvandrerpræst Niels Nyman Eriksen og hans familie hjem i Apostelgården.


Menighedsforkvinden
Det sociale engagement hos kirken bragte ham på andre tanker. Og både i overført og bogstavelig forstand blev det med pigen til noget. Præsten forelskede sig siden i menighedsrådets formand, Mette. Hun trak sig fra posten. Blev gift med ham. Flyttede i 2008 sammen med ham i 3B's afdeling Apostelgården. Og blev for halvandet år siden mor til Zakarias (et navn, som ikke bare er valgt, fordi det er bibelsk, men også fordi det er internationalt og lyder smukt i forældrenes ører).

Huset på Vesterbro
Det faldt naturligt for parret at flytte ind her så tæt ved kirken, når der ikke hørte en tjenestebolig til jobbet. Her har Mette og Niels Nymann Eriksen fået opfyldt deres ønske om ikke at komme til at bo et sted, hvor deres hjem fungerer som en fæstning, og hvor de kan trække sig tilbage i fred for arbejdet. "Apostelgården er et charmerende miljø. Selvfølgelig har vi også vore udfordringer her. Men jeg har nogle gange tænkt, at hvis vi skulle lave "Huset på Christianshavn" i dag, så ville Apostelgården være et godt sted. Der er så mange farver på paletten og så mange sjove anderledes samspil mellem mennesker."


Læs mere på: www.apostelkirken.dk

 

Beboerbladet nr. 3 - 2011