Ministeren ønsker i stedet for at lave informationsmateriale til
pensionisterne om, hvornår man er reelt enlig eller samlevende.
"Det er ikke godt nok. Vi ønsker, at pensionisterne skal
vurderes på objektive forhold som bopæl og faste udgifter. Lige nu
tør flere ældre knap nok spise et måltid mad sammen af frygt for at
blive anmeldt", siger Bjarne Hastrup, administrerende direktør i
Ældre Sagen i en pressemeddelelse.
Ældre Sagens rådgivning modtager et stigende antal henvendelser
fra ældre, der uden grund bliver mistænkt for socialt
bedrageri.
Anonym henvendelse
Senest har Ældre Sagen hjulpet 79-årige Karl Georg Jensen fra
Holbæk. Han modtog et brev fra kommunen om, at "kommunen havde fået
en anonym henvendelse om, at Jytte havde boet på adressen i to
år".
Ikke noget efternavn. Bare Jytte. Karl Georg Jensen vidste dog
godt, at der var tale om hans veninde Jytte Andersen, der bor i
Sorø. De ses et par gange om ugen, men har hver deres husholdning
og deler ikke adresse.
Karl Georg Jensen kontaktede Ældre Sagen rådgivning, der hjalp
med en frivillig bisidder, da Karl Georg Jensen skulle stå skoleret
hos kommunen. Anklaget for socialt bedrageri.
"Kommunen sagde, at det var afgørende, om Jytte og jeg fremstod
som et par over for omverdenen. Hvis vi f.eks. blev inviteret
sammen til fødselsdage i familien. Men det kan vi jo ikke købe
noget for, fortæller Karl Georg Jensen.
Han kunne ikke få at vide, hvem der havde anmeldt ham for
socialt bedrageri. Og den anonyme henvendelse har skabt vrede på
Sleipnersvej i Holbæk, hvor Karl Georg Jensen bor.
Groteske regler
Kommunen har for nylig afvist anklagerne om socialt
bedrageri mod ham, og han ønsker ikke at skyde på kommunens
medarbejdere.
"De arbejder ud fra nogle groteske regler, som er umulige at
håndhæve. Jeg går ikke efter manden, men mod bolden. Og det er
lovgivningen, der er problemet.
Inger Støjberg skriver i sit svar til Ældre Sagen, at specielt
pensionister i visse situationer har "svært ved at forstå reglerne
om, hvornår man er enlig eller samlevende". Men der er helt
forkert, siger administrerende direktør i Ældre Sagen, Bjarne
Hastrup:
"Det er kommunerne, der ikke ved, hvordan de skal læse reglerne.
Når en enlig spørger kommunen, hvordan reglerne er, lyder svaret
blot, at der er tale om et skøn", fortælle Bjarne Hastrup.
Kammeradvokaten har for nylig rådet Det Sociale Nævn til at
frafalde anklagerne mod en enlig mor fra Høje Taastrup. Nævnet
forsøgte ellers i første omgang at få kvinden til at betale 100.000
kroner tilbage i uberettiget boligsikring, børnebidrag og
institutionsfriplads - fordi kvinden ifølge myndighederne har haft
et »ægteskabslignende« forhold til sin eksmand, som hun har to børn
sammen med.
Sagen minder i sit udgangspunkt om de mange anklager mod enlige
ældre, der uretmæssigt mistænkes for at dele husholdning med en ven
eller veninde.