Klager fra afdeling blev ikke besvaret trods rykkere
Ejendomskontors tilbud om dialog og klage over dårlig
rengøringsstandard blev ignoreret i flere omgange af Københavns
Kommune.
Af Jesper Frandsen og Jørn Nyvang
I mere end et halvt år har en afdeling af AKB København klaget over
den påtvungne fortovsrengøring uden at svar fra kommunen.
Boligselskabets afdeling på strækningen Tagensvej 17-31 måtte
sidste år se sig trukket ind i ordningen, da kommunen udvidede den
med mange gader. Strækningen er en såkaldt A-gade, hvilket betyder,
at grundejerne skal betale den højeste takst i forhold til
fortovsareal, fordi kommunen her har besluttet at sende sit
rengøringshold hver dag.
Beboerne i afdelingen protesterede over at blive tvunget ind i
ordningen, da kommunen sendte den i høring. Afdelingsformand Bjørn
Petersen, der tillige er formand for hele boligselskabet, henviste
i et høringssvar til, at der var dårlige erfaringer med ordningen i
de nærliggende boligafdelinger, som allerede var omfattet af
den.
Savnede rengøringsfolk
Kort efter at ordningen var trådt i kraft, fandt beboerne, at
rengøringsstandarden langt fra svarede til de høje takster.
Ejendomsleder Michael Rasmussen, AKB København, sendte sidste
sommer kommunen en mail med blandt andet dette indhold:
"Det er ikke kun mig, der er den opfattelse, at vi aldrig har set
jer. Den har både mit mandskab, beboerne mv. Ingen har set nogen
før forleden dag (23. juli). Der var én ude at kigge i orange tur,
men vi fandt aldrig ud af, hvad han lavede." Michael
Rasmussen bad kommunen om dokumentation for, hvornår dens
fejemaskine havde været på afdelingens fortov langs Tagensvej. Han
foreslog samtidig en dialog, hvor kommunen sendte en repræsentant
ud på åstedet, så man kunne konstatere, hvordan den faktiske
rengøringsstandard var. Da kommunen ikke svarede, sendte
Michael Rasmussen en rykker i september. Den blev heller ikke
besvaret.
Nu sker der noget
Beboerbladet har bedt områdechef Kim Hjerrild, Center for Renhold i
Københavns Kommune, om en kommentar. Han svarer i en mail:
"Jeg har ikke kendskab til denne sag, men vil lade den gå videre
til den nye områdechef for Nørrebro." Den tidligere
områdechef var også ansvarlig for renholdelsen langs AKB Københavns
afdeling på strækningen Jagtvej 94-118, hvor det er blevet
afsløret, at kommunen i et halvt år slet ikke havde udført den
fortovsfejning, beboerne skulle betale for.
Læs også:
Betal to gange for rent
fortov
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
10. maj 2011 |
| Senest opdateret: |
10. maj 2011 |