Indvandrerbørn sakker to år bagud i skolen
I de sidste 10 år har indvandrerbørn ikke halet ind på deres
danske kammerater i skolen, viser Pisa Etnisk.
Børn med indvandrerbaggrund er markant dårligere til at læse og
regne end deres danske kammerater. Faktisk er de, hvad der svarer
til to skoleår bagud, viser Pisa Etnisk 2009.
- Vi blev faktisk meget overrasket, da vi så resultaterne. Det er
forfærdeligt, at der faktisk ikke er sket nogen positiv udvikling,
når vi ser på gennemsnittet af de tre domæner, siger
Pisa-konsortiets formand professor Niels Egelund.
Siden 2000, hvor Pisa foretog en lignende undersøgelse, er gabet
mellem, hvor godt etnisk danske børn og børn med indvandrerbaggrund
klarer sig i skolen, ikke blevet mindre.
Gabet er fra 2000 til 2009 reduceret med syv point for læsning, er
øget med syv point for naturvidenskab, mens der ikke er nogen
betydende forskel for matematik. Det er på trods af stor fokus på
blandt andet dansk som andetsprog.
Forskellene mellem elever med og uden indvandrerbaggrund er størst
i naturvidenskab med omkring 90 point, mindst i matematik med
omkring 70 point, mens den for læsning er godt 70 point.
Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) erkender, at
regerings indsats på området skal blive bedre, men han hæfter sig
dog ved enkelte positive afsnit i PISA-undersøgelsen.
- Det er vigtigt at slå fast, at antallet af elever med
indvandrerbaggrund med manglende læsekompetencer til at kunne klare
en ungdomsuddannelse er faldet med 11 procent siden 2000, siger
han.
I slutningen af april vil ministeren præsentere en national
handlingsplan for, hvad der konkret skal gøres for at forbedre
indvandrerbørnenes skolefærdigheder.
Niels Egelund er allerede nu klar med et forslag til ministerens
bord.
- Jeg mener, at vi bør indføre tvungen børnehave fra treårsalderen
med fokus på sproglig stimulering. For hvis børnene møder i skolen
med et meget begrænset ordforråd, så har de ikke en chance for at
hænge på, siger Niels Egelund.
//Ritzau//
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
1. april 2011 |
| Senest opdateret: |
1. april 2011 |