Hver anden over 50 år vil efterlade arv
Der skal ikke være en krone tilbage til børnene, når jeg dør,
har det de senere år lydt i en række undersøgelser af danskernes
arveplaner.
Nu viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagens Fremtidsstudie, at 51
procent af personer på 50 år eller mere planlægger at efterlade arv
til deres børn.
En ny undersøgelse punkterer myten om, at de ældre danskere ikke
har tænkt sig at efterlade arv.
Der skal ikke være en krone tilbage til børnene, når jeg dør, har
det de senere år lydt i en række undersøgelser af danskernes
arveplaner.
Nu viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagens Fremtidsstudie, at 51
procent af personer på 50 år eller mere planlægger at efterlade arv
til deres børn. Og tallet stiger med alderen, skriver Kristeligt
Dagblad.
Ifølge seniorforsker i Ældre Sagen Claus Blendstrup punkterer
undersøgelsen myten om, at "rødvinsgenerationen", der har redet på
en bølge af velfærd siden 1960'erne, er egoistisk nok til at holde
på pengene.
- De plus-50-årige er begyndt at sige det, de også gør - måske
fordi de i højere grad tror på, at de faktisk får råd til at
efterlade sig noget, siger han til Kristeligt Dagblad.
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bekræfter direktør Lars Andersen,
at det er en misforståelse, at de ældre bruger alt, hvad de ejer.
Arvebeløbene er derimod stigende, og det er formentlig udtryk for
både et velfærds- og kulturskifte:
- Krigsgenerationen, der blev pensioneret i 1970'erne og 1980'erne,
tænkte måske ikke så meget over arv, fordi de var vant til at leve
mere spartansk, siger han.
- De efterfølgende generationer har med den almindelige
velfærdsstigning haft mere fokus på pensionsopsparinger og på at
have mulighed for både at leve livet og efterlade sig noget, siger
Lars Andersen,
Livsstilsekspert Henrik Byager tvivler på, at de egoistiske ældre
nogensinde har været ret mange, de har bare fyldt meget i
mediebilledet. Den nye undersøgelse viser derfor et mere retvisende
billede af virkeligheden, mener han.
Ifølge undersøgelsen er det især midtjyske børn, der har udsigt til
at arve. Og så er det børn til forældre, der ejer deres egen
bolig.
//ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
2. august 2011 |
| Senest opdateret: |
2. august 2011 |