God eller dårlig idé med mere politi i udsatte områder?
Danmark har fået en ny regering bestående af Socialdemokraterne,
Det Radikale Venstre og SF. Læser man den ny regerings
arbejdsprogram,
er der mange ting, som vedrører de almene boliger og lejerne. En af
de ting, den nye regering vil arbejde for, er mere politi i de mest
udsatte boligområder.
Af Regnar M. Nielsen og Michael Thorberg
Beboerbladet har spurgt en række afdelingsformænd de steder, der
står på regeringens liste over særligt udsatte boligområder, om de
synes, det er en god ide med mere politi. Og det er der meget delte
meninger om.
Bjørn Nedersøe
Sundparken i Horsens under boligorganisationen
Odinsgård
! "Det er en rigtig god ide. Vi mangler eksempelvisat samle op på
de 8-10-årige drenge, der har gjort en sport ud af at sætte livet
på spil ved at kaste sig ud foran bilerne ved afdelingens bump, så
bilisterne må katastrofe-bremse. Og vi mangler at få gjort noget
ved de 14-årige, der hærger området med deres knallerter. Det ville
være fint, hvis der var en betjent i området, der både kunne holde
det nede, tale fornuftigt med drengene og indgyde respekt."
Benny Ketelsen
Nørager/Søstjernevej i Sønderborg under Sønderborg
Andelsboligforening
! "Vi har ikke alvorlige problemer hos os. Så jeg mener faktisk, at
det sender et uheldigt signal, hvis politiet er her permanent. Det
vil bekræfte det - ikke nødvendigvis rigtige - indtryk, som mange
har af, at området ikke er trygt. Det vil bare medføre, at området
stigmatiseres yderligere."
John Mortensen
Byparken i Svendborg under SAB
! "Det er en helt rigtig ide. Vi har tidligere haft en lokal
betjent i et par år. Men han forsvandt så for to år siden som
konsekvens af politireformen. Og vi kan sandelig mærke forskel.
Utrygheden er kommet tilbage, da knallert-terrorismen kom."
Elva Lyth
Stengårdsvej-kvarteret i Esbjerg under boligorganisationen
Ungdomsbo
! "Vi har mange problemer. Blandt andet er her mange, som ikke tør
at gå ud om aftenen. Så jeg vil meget gerne have mere politi. Vi
har et lille politikontor i området, hvor der kommer betjente to
timer om ugen. Men det synes ikke at gøre nogen forskel. Jeg ønsker
mig nogen, der er her altid, så man kan henvende sig, når der sker
noget - og ikke ugen efter."
Leif Scherrebeck
Bispehaven I Aarhus under Boligselskabet Præstehaven
! "Hvis det er den gode gammeldags landbetjent, vi taler
om, synes jeg, det er en spændende ide at arbejde videre med. Vi
har grupper af helt unge, der allerede skaber utryghed i området,
og som er i risikozonen for at blive rigtigt kriminelle. I forhold
til de her drenge, tror jeg på, at en kendt og respekteret fast
betjent kan gøre en forskel. Hvis det med mere politi omvendt skal
praktiseres ved, at politiet patruljerer mere i området i biler med
blå blink og tunge våben, så vil det bare provokere gruppen af unge
til at optrappe konflikterne."
Henrik Larsen
Agervang i Holbæk under Lejerbo
! "Jeg ved ikke, om det vil have en god effekt med mere politi.
Mere politi kan nemlig også fremprovokere episoder. Mange gange har
det måske en bedre effekt, hvis beboerne selv tager affære. Da det
begyndte at tage overhånd med for meget hærværk og
utryghedsskabende adfærd, oprettede vi nogle grupper bestående af
bestyrelsesmedlemmer og andre ressourcestærke beboere med overskud,
der nu patruljerer lidt rundt om aftenen og taler med de unge. Det
fik problemerne til at stoppe med det samme. Det vil være mere
tryghedsskabende at vide, at politiet virkelig kommer - og kommer
med det samme - når vi har akutte problemer med alvorlig
kriminalitet. Når det sker, er det i øvrigt vores erfaring, at de
stiller op."

Fra vicevært til minister
Carsten Hansen er blevet minister for By- Bolig- og
Landdistriktsministeriet. Dermed er han også blevet minister for de
almene boliger. Han er 54 år, uddannet VVS-montør og fra Odense,
hvor han i ti år arbejdede som vicevært i et alment boligområde,
indtil han blev valgt til Folketinget i 1998. Han har ikke
tidligere været minister, men han var i seks år formand for den
socialdemokratiske folketingsgruppe. Hvis du vil vide mere om
Carsten Hansen, kan du læse fagbladet Boligens interview med den
nye minister.
Læs artiklen i Boligen:
Den logiske boligminister
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
9. november 2011 |
| Senest opdateret: |
18. november 2011 |