Flere yngre børn bruger sociale medier
Flere og flere børn helt ned i 9-12-års alderen har en profil på
Facebook eller på andre sociale medier.
De sociale medier er for længst blevet en fast del af
europæernes hverdag.
Men også flere og flere børn bruger Facebook og andre sociale
netværkstjenester - uden at kende til beskyttelse af deres
privatliv.
Det viser en ny rapport fra EU-Kommissionen og netværket
EUKidsOnline.
38 procent af Europas 9-12 årige børn har en profil på et socialt
netværk, mens det gælder 77 procent af de 13-15-årige.
Især de hollandske børn er fremme i skoene, når det gælder børns
tidligere brug af sociale medier.
70 procent af de hollandske børn i aldersgruppe 9-12 år siger, at
de har en profil. Det gælder 87 procent af de 13-16-årige.
Også de danske børns brug af sociale netværkstjenester ligger over
EU-gennemsnittet.
58 procent af de 9-12-årige børn i Danmark har en profil på et
socialt netværk, mens det gælder for hele 89 procent af de
13-16-årige.
Det bekymrer dog Neelie Kroes, EU-Kommissionens næstformand med
ansvar for den digitale dagsorden, at undersøgelsen viser, at en
fjerdedel af børnene har offentlige profiler, som alle har adgang
til.
- Et stigende antal børn besøger de sociale netværk, men mange
træffer ikke de fornødne foranstaltninger til at beskytte sig selv
online.
- Alle sociale netværkstjenester bør derfor straks sørge for, at
mindreåriges profiler automatisk kun kan besøges af deres godkendte
lister over kontakter og uden for søgemaskinernes rækkevidde, lyder
det fra EU-kommissæren.
Mange af de sociale netværk har allerede lovet EU-Kommissionen, at
de ville styrke online-sikkerheden for børn under 18 år.
Kommissionen vil inden længe kigge nærmere på, hvorvidt sikkerheden
er blevet skærpet.
/ritzau/
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
18. april 2011 |
| Senest opdateret: |
18. april 2011 |