Flere ensomme ældre end hidtil antaget
65.000 danskere over 65 år lever et
liv i ensomhed. Det viser nye beregninger fra Esomme Gamles Værn
(EGV) baseret på data fra Sundhedsprofilen 2010. Det er en
tredjedel flere i forhold til de seneste opgørelser.
En del flere ældre føler sig ensomme, end det
fremgår af hidtidige beregninger, som EGV har lavet. Det betyder,
at 65.000 ældre savner at være en del af et fællesskab, og dette
savn kan give problemer på både krop og sjæl, fortæller direktør i
EGV, Christine Swane.
"Der er nogle mennesker, som får det meget skidt i deres
alenetilværelse. Når man er ensom, bliver man mere syg og har
sværere ved at komme sig oven på sygdom. Og uanset baggrunden kan
det være dybt invaliderende at være ensom. Det er selve
meningen med livet, der er på spil," forklarer Christine
Swane.
Gamle mennesker på 75 år og derover, der har mistet deres
ægtefælle, føler sig hyppigst ensomme - også fordi deres situation
ofte er koblet med tab af førlighed, venner og anden familie. Ser
man på det at kende én, man kan tale med, når man har problemer og
brug for støtte, så mangler især fraskilte og ugifte ældre mænd
nærkontakt. Til trods for at gruppen af ensomme stadig udgør et
mindretal blandt ældrebefolkningen, oplever direktøren et voksende
skel mellem de ensomme ældre og de, der selv formår at skabe eller
fastholde et netværk.
"Der er i dag et hav af tilbud til aktive, ressourcestærke og
udadvendte seniorer, som selv formår at række ud efter og blive en
del af et netværk. Ældre forventes i dag at tage for sig af livet,
også i en høj alder. Derfor bliver kontrasten til dem, som lever
isoleret og med et lille eller slet intet netværk at dele sorger og
oplevelser med, mere markant."
Nye fællesskaber stadig muligt
Ensomme Gamles Værn har 100 års erfaring med at række hånden ud til
de mest isolerede gamle danskere og véd på den baggrund, hvor udsat
denne gruppe er. Men heldigvis kan mennesker uden netværk få mod på
livet igen." Ensomme gamle rækker ikke ud efter andre, og derfor må
vi række ud efter dem. At opleve et andet menneskes omsorg og
interesse kan betyde en kæmpe forskel i livskvalitet for den, der
er ensom. Nye fællesskaber udspringer i nogle tilfælde af
fortrolighed og nærvær til blot ét andet menneske" siger Christine
Swane
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
11. april 2011 |
| Senest opdateret: |
11. april 2011 |