Danskerne vil have sushi til nytår
Maki, nigiri, sashimi. Familien Danmark kan lige så godt begynde
at tage de japanske betegnelser for typer af sushi til sig som
retter, der konkurrerer med nytårstorsken ved nytårstid. For et
stigende antal danskere vælger sushi til nytårsaften hjemme i de
danske stuer.
Det mærker de tydeligt hos Danmarks største sushikæde,
Sticks'n'sushi, der har ni sushirestauranter rundt om i Danmark.
Her er nytårsaften den travleste dag på året. Særligt takeaway
trækker fra, men deres restaurant på 12. sal af Tivoli Hotel holder
også åbent på aftenen for at tilfredsstille de mange
interesserede.
"Hvis vi sammenligner med en normal Københavns-afdeling på en
hverdagsaften fordobler vi nok omsætningen på nytårsaften. Det er
suverænt den største aften hele året for os," siger Mathias
Leander, bookingkoordinator hos Sticks'n'sushi.
"Det, der gør det så attraktivt, er, at det i høj grad skiller sig
ud fra nytårstorsk. Og så er det lækkert og delikat at se på,
hvilket også spiller en rolle. Nytårsaften skal være noget særligt,
og når folk gerne vil gøre noget ekstraordinært ud af det hele, vil
anretningen til hver en tid spille ind. Sushi er bare in at spise
og servere for gæsterne, og på den måde står det lidt overfor
nytårstorsk, der ikke skiller sig ud på samme måde," siger Mathias
Leander.
Også supermarkederne sælger
Ikke kun restauranterne har kronede dage. Hos Taste of Tokyo, der
leverer sushi til supermarkedskæder som Irma, føtex, Bilka og
SuperBrugsen, oplever man en eksplosiv vækst, der sætter rekord i
år.
"Vi regner med at omkring 170.000 mennesker vælger at købe vores
sushi i år, og vi kan tydeligt mærke, at det er lige op til nytår
at salget eksploderer i supermarkederne. I 2002 lå tallet på
20.000, mens det i 2010 landede på 120.000. Vi har kunnet se det
accellere i løbet af i år, og i dag er det jo også blevet et
fænomen, der ikke kun dækker nytårsaften. Nu vælger folk det jo
også til i ugen op til," fortæller Anders P. Christiansen, adm.
direktør for Taste of Tokyo, og pointerer:
"Det er virkelig noget folk, i alle aldre har taget til sig. For ti
år siden var det primært first movers og et fænomen forbeholdt
københavnerne. Noget man valgte til højtider og i weekenden. Nu er
det børn helt ned til børnehavealderen, der spiser det, og vi kan
se, at det har geografisk bredere udbredelse, så det er i højere
grad blevet en hverdagsting," siger Anders P. Christiansen til
FoodCulture.dk.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
29. december 2011 |
| Senest opdateret: |
29. december 2011 |