Børnerådets formand:
Blachman havde jo ret
Det kan være meget svært at finde balancen mellem kærlighed og
ærlighed i opdragelse. Men ærlighed er vigtigt, hvis børnene skal
kunne klare sig i den virkelige verden. Det mener Børnerådets
formand Lisbeth Zornig Andersen.
Mandag skrev Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, en
klumme i avisen 24timer, hvor hun gjorde op med ideen om, at
Blachman var for hård i DRs talentshow og støtter den
kontroversielle X Factor-dommer med bl.a. følgende analyse:
- Holdningerne har været mange - og meget forskellige.
Personligt er jeg enig med Blachman. Selv om budskabet blev
serveret på den vanligt firkantede og meget lidt pædagogiske måde,
er der ingen vej udenom: Ansvaret er vores som forældre. Vi er
børnenes advokater, og det er os - med vores livserfaring - der
skal være med til at vurdere, hvad der er sundt og godt for vores
børn, lød det bl.a. fra Zornig Andersen.
- Balancen mellem kærlighed og ærlighed i opdragelsen er meget
svær. Men det er vores ansvar som forældre at finde den, ellers
risikerer vi at gøre vores børn en kæmpe bjørnetjeneste. Og så
ender det måske med, at de står på X Factor-scenen uden en tone i
livet og gør sig selv til grin for det halve Danmark. Godt hjulpet
på vej af dommerpanelet, der er ansat til at gøre det, de nu engang
gør - og det kan man jo mene om, hvad man vil, skriver Zornig
Andersen i avisen.
På fredag kommer danskerne til at se endnu mere hårdhændet
behandling af nationens unge generation, når deltagerne går ind i
næste fase af programmet, bootcampen, der skal sortere yderligere
ud, så kun 10 talenter står tilbage efter de næste tre
programmer.
Læs hele klummen:
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. januar 2011 |
| Senest opdateret: |
11. februar 2011 |