Almene boliger i Bella
En udstilling, en messe og en konference - alt sammen med fokus
på almene boliger. Det bliver indholdet, når BL - Danmarks Almene
Boliger holder Almene Boligdage 2011 den 2. og 3. september i Bella
Center i København.
"Der er tale om den største markering af almene boliger nogen
sinde," siger Palle Adamsen, der er formand for BL -
Danmarks Almene Boliger. "Ikke blot samler vi tusindvis af vores
egne aktive beboere til konference i Bella Center, vi inviterer
også resten af Danmark indenfor til at se, hvad det vil sige at bo
alment i 2011. Og vi er stolte over, hvem vi har fundet sammen med
i et samarbejde om at løfte dette kæmpe arrangement. Udover at en
række af Danmarks førende boligorganisationer viser, hvad de står
for med hensyn til moderne, trygge og miljøvenlige boliger, så
bidrager en lang række organisationer og private virksomheder også
til en udstilling og en boligmesse, som kommer til at leve op til
at være Lidt mere af det hele, som er overskriften for
Almene Boligdage 2011."
Udstillingen handler om danske almene boliger og er opdelt
i tre temaer: Tilbageblik, Her & Nu og Fremsyn. Her får man en
pædagogisk beretning om det almene byggeris arkitektoniske og
boligmæssige kvaliteter, og man kan opleve, hvordan de almene
boliger udgør en central del af vores kulturarv. Udstillingen viser
et bredt udvalg af almene bebyggelser valgt ud fra geografi,
typologi og periode. Og der bliver tale om en meget konkret
udstilling, da flere af dagens almene boliger udstilles i fuld
størrelse - altså i skala 1:1.
Messen vil indeholde en lang række leverandørstande,
stande fra boligorganisationer fra hele Danmark, stande for
frivillige organisationer, gallerier, caféer og tre scener med
musik, oplæg og underholdning - her kan man blandt andet møde
et operakor, pressefotograf Jan Grarup og tv-kok Mik
Schack. Skulle nogle af udstillings- og messegæsterne få lyst
til at flytte i en almen bolig, så kan entrebilletten til Bella
Center bruges som opskrivning hos en af de boligorganisationer, som
er til stede på Almene Boligdage.
Konferencen består af en række fællesarrangementer
samt en række workshops for de 1.200 tilmeldte beboerdemokrater fra
hele landet. Ved åbningen den 2. september taler blandt andre
socialminister Benedikte Kiær og EU-kommissær Connie
Hedegaard, og undervejs i de to dages konference lægger blandt
andre journalist Lone Kühlmann, livsstilsekspert Chris
MacDonald, sociolog Emilie van Hauen, komiker Jan
Gintberg og studievært Clement Kjersgaard op til
debat om forskellige aspekter omkring det at bo alment.
Pressen er velkommen begge dage og har adgang til udstilling, messe
og konference.
Offentligheden har adgang til udstilling og messe mod betaling af
100 kr. i entre. Børn under 15 har gratis adgang.
Almene Boligdage i Bella
Center er arrangeret af BL - Danmarks Almene Boliger blandt andet i
samarbejde med DAC - Dansk Arkitektur Center og Realdania.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
18. august 2011 |
| Senest opdateret: |
18. august 2011 |