600.000 danskere er utilfredse med jobbet
Vi bruger en stor del af vores liv på at arbejde - men mange af
os er ikke tilfredse med vores job.
Kollegerne brokker sig hele tiden, der er alt for travlt, og
chefen er en idiot. En ny undersøgelse foretaget af YouGov for
metroXpress viser, at 22 procent af danskerne er trætte af deres
arbejde. Det svarer til, at over 600.000 danskere går rundt og
drømmer om at lave noget andet.
- Det er en katastrofe, at der er så mange danskere, som ikke kan
lide deres arbejde, når man tænker på, hvor meget af vores liv vi
bruger på det, siger Alexander Kjerulf, forfatter og
foredragsholder om arbejdsglæde, til metroXpress.
Undersøgelsen viser også, at hele 29 procent ville kvitte jobbet,
hvis ikke det var for pengene. Ifølge Alexander Kjerulf er det
brok, travlhed og en dårlig relation til chefen, der topper listen
over årsager til, at så mange er utilfredse med deres job.
Problemet er, at mange mennesker ikke gør noget ved det, mener
han.
- De bliver hængende i job, de ikke bryder sig om, i årevis. Det er
helt forfærdeligt. Der er mange, der ser det som et nederlag at
sige op. De tænker, 'hvis jeg siger op, så vinder chefen, og han
skal ikke få mig ned med nakken', siger Alexander Kjerulf.
Han tilføjer, at det kan have store konsekvenser for både
parforholdet, den fremtidige karriere og helbredet, hvis man bliver
for længe i et job, man ikke synes om.
Vilhelm Borg, seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for
Arbejdsmiljø, er også bekymret over situationen.
- Vi ved fra tidligere undersøgelser, at der er en sammenhæng
mellem arbejdsglæde, engagement og sygefravær. Medarbejdere, der er
motiverede for at gå på arbejde, har lavere sygefravær, siger
han.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
21. marts 2011 |
| Senest opdateret: |
21. marts 2011 |