500.000 snyder sig selv ved efterlønsudbetaling
For op mod en halv million danskere vil det være en direkte
underskudsforretning at få udbetalt efterlønspengene. A-kasser
kræver oplysningskampagne.
Til foråret kan en million danskere vælge at
få udbetalt deres efterlønsbidrag skattefrit.
Men for op mod en halv million vil det blive en ren
underskudsforretning, viser beregninger fra A-kassernes
Samvirke.
- Det er blevet præsenteret som om det er en stor gulerod, at
folk kan få pengene ud skattefrit. Det er det ikke. Det er nærmest
bondefangeri, siger Verner Sand Kirk, der er direktør i
AK-Samvirke, til DR Nyheder.
Godt nok kan man få sine bidrag udbetalt skattefrit, men til
gengæld går man glip af den skattefri præmie på omkring 143.000
kroner, som man får udbetalt, hvis man bliver i ordningen, men ikke
gør brug af efterlønnen.
- Det er da rigtig dumt at give afkald på for eksempel 50.000
efter skat, og samtidig fraskrive sig muligheden for at gå på den
forringede efterløn, hvis det viser sig, at man ikke kan holde ud
til pensionsalderen, siger Verner Sand Kirk.
Jo ældre man er, jo større er incitamentet til at blive ved med
at indbetale til efterlønnen, viser beregninger fra A-kassernes
Samvirke.
En 55-årig vil således snyde sig selv for omkring 59.000 kroner ved
at få udbetalt efterlønsbidragene, mens en 50-årig vil gå glip af
omkring 29.000 kroner.
Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet bekræfter
beregningerne. Ifølge ham vil det være "meget meget dumt" at få
udbetalt efterlønspengene, hvis man er 50 år eller mere.
Ifølge en undersøgelse, som A-kassernes Samvirke har lavet, har
14 procent af dem, der har rundet 50, tænkt sig at få udbetalt
deres efterlønsbidrag.
A-kassernes Samvirke mener, at politikerne er forpligtet til at
rådgive befolkningen, så ingen skyder sig selv i foden.
- Det flertal, der har vedtaget det her, de må også tage et
medansvar for, at der sker en rådgivning, siger Verner Sand
Kirk.
Folk i 40'erne vil også umiddelbart tabe penge på at forlade
efterlønsordningen, men det kan under visse omstændigheder
alligevel være det rigtige, vurderer Jørgen Goul Andersen.
//ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
14. oktober 2011 |
| Senest opdateret: |
14. oktober 2011 |