Vi kan lide at få brev

Foto: Colourbox

Selv om vi sender færre breve med posten, så synes vi stadig om at få et brev. De fleste danskere finder et brev mere troværdigt end en e-mail.



En elektronisk besked på en e-mail er kun få klik på mus og tastatur væk. Alligevel er det fysiske brev ikke dødt.

Tværtimod foretrækker mere end halvdelen af danskerne at modtage information i et fysisk brev, mens kun 30 procent foretrækker et elektronisk medie.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Capacent for Post Danmark, hvor danskerne er blevet spurgt om deres holdning til fysisk og elektronisk kommunikation.

I undersøgelsen svarer 72 procent af de adspurgte, at information sendt med fysisk post virker mest troværdig, og 70 procent svarer, at et fysisk brev får dem til at føle sig mere værdsat fremfor en e-mail eller et brev i e-boks.

Især papirer om pension, forsikring, fakturaer og medlemsblade foretrækker vi at få i postkassen. Men også invitationer til arrangementer vil to tredjedele af os helst have i fysisk form.

- Det fortæller mig, at modtagere af breve føler sig vigtige og værdsatte, når de får et brev. Jeg tror derfor, det er vigtigt, at man som afsender tænker på, hvilke signaler man sender til den modtager, man gerne vil i kontakt med. Og der har brevet stadig en stor styrke, siger Søren Ravn Jensen, chef for Post Danmark Erhvervskunder.

Han understreger, at Post Danmark ikke er imod digital kommunikation.
- Jeg tror den digitale kommunikation er kommet for at blive. Men der er nuancer, hvor e-mailen i nogle situationer er det helt rigtige og i andre situationer er det et brev. Det er ikke et enten eller, siger Søren Ravn Jensen.

Sidste år håndterede Post Danmark cirka 950 millioner breve.


//Ritzau//

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 10. maj 2010
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op