Skyderi i Fyrreparken
En 35-årig mand blev søndag aften skudt i foden ved Fyrreparken
i Vollsmose i Odense. Politiet er i gang med at undersøge
området.
Det er formentligt et internt opgør, der søndag aften lidt over
klokken 19 resulterede i et skyderi i Vollsmose i Odense. Mindst to
skud blev affyret, og det ene projektil borede sig ind i foden på
en 35-årig mand, som nu er bragt på sygehuset.
- Vi er ved at afsøge området med hunde. Vi ved endnu ikke præcist,
hvad der er foregået, men vi er i gang med at stykke tingene
sammen, siger vagtchef Erik Halkjær.
Politiet ved ikke, hvilken type skydevåben, der er brugt, men det
vil projektilet kunne fortælle noget om.
- Når det er blevet opereret ud af hans fod, så får vi det. Vi
håber også, at vi finder et par patronhylstre ude på stedet, siger
vagtchefen.
Den 35-årige er kendt af politiet i forvejen.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
13. september 2010 |
| Senest opdateret: |
13. september 2010 |