Flere lejere end nogensinde før er i løbet af 2009 sat på gaden.
Det viser tal, som avisen Kommunen har indsamlet fra landets
boligselskaber.
I 2008 blev fogeden tilkaldt knap 3800 gange for at sætte lejere ud
af deres lejligheder. Men da halvdelen af 2009 var omme, var knap
2100 allerede sat ud. Og udviklingen er fortsat i den forkerte
retning siden da, melder tre af landets største
boligselskaber.
- Tallene er desværre stærkt foruroligende. Vi havde håbet, at
udviklingen faktisk var begyndt at vende, men i stedet har vi set
en voldsom stigning. Og 2009 er uden sidestykke blevet det år med
fleste sager, siger administrerende direktør i KAB, Jesper Nygaard
til Kommunen.
Også Lejerbo og Boligkontoret Danmark har sat flere uden for døren
i 2009. Og stigningen i antallet af udsættelser er en klar
indikation på, at der bliver flere fattige i Danmark, vurderer
ph.d. ved det Nationale Center for Velfærdsforskning, SFI, Gunvor
Christensen.
- Når antallet af udsættelser stiger, så siger det også noget om
fattigdom. De to ting hænger helt klart sammen, siger hun til
bladet.
Over de sidste syv år er antallet af udsættelser mere end
fordoblet.
//Ritzau//
|