Ny bande stoppet i opløbet
Da myndighederne opdagede, at en ny bande var i støbeskeen i
Brabrand ved Århus, kontaktede man initiativtagerne, som derefter
opgav deres planer.
200 sorte T-shirts med billeder af skorpioner var det ydre symbol
på en ny kriminel indvandrerbande i Gellerupparken i Århus. Men
myndighederne blandede sig, så nu eksisterer banden ikke længere,
skriver Århus Stiftstidende.
For kort tid siden var banden Black Scorpions ellers ved at slå
rødder i Brabrand. Den nye gruppe var tænkt som en århusiansk
udgave af andre kendte kriminelle indvandrerbander, såsom fynske
Black Ghost og sjællandske Black Cobra.
Men myndighederne opdagede aktiviteterne i Århus-forstaden i en
tidlig fase. Politi, socialforvaltning, klubfolk og andre, der i
forvejen har et tæt samarbejde, gik omgående i offensiven for at
stoppe bandedannelsen i opløbet. Midlerne var dialog og
overtalelse.
- Da vi blev klar over, at der var fremstillet 200 T-shirts med
skorpioner på, indledte vi en dialog med initiativtagerne og gjorde
det klart, at vi følger dem i ét og alt. Vi ville konstant stresse
dem, siger Jens Espensen, der er leder af nærpolitiet i Brabrand og
Århus Vest, til Århus Stiftstidende.
Med den fremtidsudsigt valgte anførerne at droppe planen.
Opløsningen blev markeret med afbrændingen af de 200 skorpion
T-shirts.
//Ritzau//
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
19. oktober 2010 |
| Senest opdateret: |
19. oktober 2010 |