Nu er de begyndt at snakke sammen

Af Jørn Nyvang

Før vidste Heidi Guldhammer Mikkelsen stort set ikke andet om sin overbo, end at hun “vaskede tøj på et ukristeligt tidspunkt engang imellem”. Nu kender de hinanden meget bedre. Baggrunden er makaber: Drabet nytårsnat på den 20-årige Maria Møller Christensen i en kælder under Nørgårdsparken i Herning. Siden da har livet ikke været det samme i bebyggelsen. “Vi er rent faktisk begyndt at snakke sammen med vore naboer,” fortæller Heidi Guldhammer Mikkelsen. “Man stopper op og snakker om sagen, og så kommer man til at snakke om alt muligt andet. Så det har et eller andet sted en positiv effekt,” fortæller Heidi Guldhammer Mikkelsen. Hun siger, at man ellers normalt kun har mødtes, når man var ude at handle.

Stoppet ved kælderen
Heidi Guldhammer Mikkelsen fik indirekte at vide, at der var noget galt, da hun stod op 1. januar: “Jeg begynder altid dagen med at læse online-aviserne og kunne se, at Maria Møller Christensen var forsvundet og håbede, at man ville finde hende i god behold.” Som formand for afdelingsbestyrelsen skulle hun rundt i opgangene og pille dens julehilsener ned. Samtidig ville hun benytte lejligheden til at reservere en vasketid i kælderen i bygningen overfor. Da hun kom derover, så hun en masse politibetjente og en ambulance og fik besked om at gå tilbage. I første omgang tænkte Heidi Guldhammer Mikkelsen ikke på, at det havde noget med den forsvundne kvinde at gøre. Da hun lidt senere fik at vide, at den unge kvinde var fundet død, gik hendes tanker på, at hun kunne være frosset ihjel. Men da hun senere igen kom hjem fra en længere gåtur og blev bedt om at legitimere sig for at komme ind til sin bolig, vidste hun, at det var endnu mere alvorligt. Det var blevet til en drabssag.

Den plomberede dør
Da Heidi Guldhammer Mikkelsen og et andet bestyrelsesmedlem dagen efter deltog i et mindeoptog, kunne hun regne ud, at der var sket en anholdelse af en beboer. “Vi kunne se inde i opgangen, at hans dør var plomberet.”

Tvivlen og nøglerne
Heidi Guldhammer Mikkelsen oplevede beboernes første reaktion på drabet som et granatchok. Dels fordi man fandt ud af, hvem den anholdte var, og at man ikke rigtigt troede på, at han var den skyldige. Dels fordi det viste sig, at andre end de nuværende beboere havde nøgler til kælderen, hvor den dræbte blev fundet. “I og med at man ikke troede på, at den anholdte var skyldig, var man i tvivl, om man skulle være bange for et eller andet, og man skulle kigge sig over skulderen, når man gik rundt.” Usikkerheden gik ikke kun på, om en anden beboer kunne være drabsmanden. “Det kunne også være én, som ikke bor her mere. Vore nøgler har ikke været patenteret de seneste 10 år.” Heidi Guldhammer Mikkelsen har ikke indtryk af, at der er styr på, hvor mange nøgler der er udleveret. “Efter at jeg flyttede herind fra nabolejligheden, fik jeg besøg af hende, som boede her før. Hun havde fundet en nøgle, som hun havde fået kopieret, men som hun ikke var blevet afkrævet, da hun flyttede.”

De få mænd
Nørgårdsparken har 51 boliger, og de fleste beboere er ældre og kvinder. Dermed kunne en lille gruppe mandlige beboere være udsat for mistanke. “De fleste af dem meldte hurtigt ud, at de gerne ville afgive dna-prøve. Jeg har ikke umiddelbart selv personligt mistænkt nogen og har haft et par stykker, jeg vidste, det overhovedet ikke kunne være,” udtaler Heidi Guldhammer Mikkelsen. Hun har ikke haft indtryk af, at sagen har fået mænd i afdelingen til at kigge ned i fliserne, når de har mødt naboer. Tværtimod har hun talt en del om sagen med de få mænd, der bor i den bygning, hvor hun har sin lejlighed.

Velkommen tilbage
Da den først anholdte blev løsladt, valgte afdelingsbestyrelsen at sende ham en hilsen via hans forældre for at vise, at han var velkommen tilbage. Heidi Guldhammer Mikkelsen glæder sig over, at den seneste anholdte ikke er blevet udsat for de vulgære hadegrupper på Facebook, som blev oprettet mod ham, som først var fængslet. Hun har hele tiden nøjedes med at være medlem af en Facebookmindegruppe for den myrdede med over 32.000 medlemmer.

Ekstra møde om sagen
Har omtalen af sagen belastet afdelingens image? “Ikke umiddelbart,” svarer Heidi Guldhammer Mikkelsen. “Jeg tror sagtens, vi kan få udlejet vore lejligheder fremover. For eksempel er der seks-ti års ventetid til en lejlighed som min. Det er et populært område, fordi det er tæt på bymidten og godt for ældre og gangbesværede.”Hvordan er stemningen i afdelingen nu? “Der er begyndt at falde ro over den. Folk forsøger at komme videre.” “Vi holdt et beboermøde, hvor vi drøftede folks usikkerhed. Vi mente, at der var brug for at snakke ud om nogle ting, så folk ikke gik og kiggede skævt til hinanden.”

Det skal udnyttes
To andre medlemmer af afdelingsbestyrelsen, Gurli Jensen og Michael Jensen, kan bekræfte, at drabssagen har ført til ændrede omgangsformer i Nørgårdsparken. “Folk har åbnet sig meget,” siger Gurli Jensen. “Man er begyndt at snakke meget mere sammen. Fællesskab har der ikke været noget af før. Det er som om, det er begyndt,” siger Michael Jensen. Heidi Guldhammer Mikkelsen konkluderer straks som formand for afdelingsbestyrelsen: “Det er så vor opgave at gribe det, så vi fremover kan være sammen, uden at anledningen er en mordsag.”

Generet på værtshus
Michael Jensen var en af de mandlige beboere, som fik nærgående spørgsmål fra politiet i forbindelse med drabssagen. Den påvirkede ham meget, men da han gik i byen for at kunne tænke på noget andet, fik han den nærmest i synet igen: “Jeg havde afleveret en bil, som jeg havde lånt nytårsaften og var kørt hjem i. Da jeg vendte tilbage efter at have afleveret bilen, var der spærret af. Jeg forklarede politiet om bilen, og så skulle de have at vide, hvor den holdt, hvem der ejede den, og om de kunne få tilgang til den.” “Da jeg så dagen efter gik i byen, var der nogle, der begyndte at prikke til mig om sagen. Jeg blev rasende og bad dem om at holde deres kæft, for jeg var netop gået i byen for at komme væk fra alt det lort.” “Den følgende dag vendte politiet tilbage til mig. De stillede mig nogle lige-på-og-hårdt spørgsmål, men efter svaret på det sidste, kunne jeg forstå på dem, at de sidste, jeg var uskyldig.” “Og da politiet vendte tilbage fire dage senere med tilbud om at blive dna-testet, meldte jeg mig naturligvis straks.”

Ked af ikke at kunne hjælpe
Kewin Diemar dyrker selvforsvar, og på den baggrund piner det ham, at den unge kvinde blev myrdet i den bebyggelse, hvor han bor. “Det påvirker mig i den grad at vide, at jeg kom hjem lige, da det skete. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne have hjulpet hende,” siger han. Kewin Diemar var meget tidligt en af de mænd i bebyggelsen, som politiet kunne slette som mistænkt. Han fulgtes med nogen hjem nytårsnat og havde dermed sit alibi i orden. Alligevel blev han ude i byen mindet om, hvor meget opmærksomhed der var på hankønsvæsener lige efter drabet. En dag da han var på vej hjem, hørte han en teenage-pige sige bag sig:  “Hvad nu hvis manden går dér?” Det var en lettelse for beboerne i Nørgårdsparken, da den først anholdte mand blev løsladt, fastslår Kewin Diemar. Men samtidig opstod der en ny usikkerhed. For hvem var drabsmanden så? Usikkerheden var især udtalt i dagene mellem løsladelsen og den anden anholdelse. Kewin Diemar kan ikke genkende afdelingsbestyrelsens meldinger om, at beboerne er begyndt at tale mere sammen efter drabet. Selv har han både før og efter forbrydelsen haft en god kontakt med to naboer, og ellers finder han det sociale liv uændret.