Muskelhunde er på vej ud
Folketinget har vedtaget en lov, der
forbyder muskelhunde. Nogle af dem får lov at leve livet færdigt på
bestemte betingelser. Se her, hvilke hunde det er, og hvilke regler
der gælder.
Af Ib Hagner
En ny hundelov trådte i kraft den 1. juli og indebærer,
at det er forbudt at eje 13 angivne hunderacer. Populærtkaldt
kampeller muskelhunde. Lovændringen betyder dog ikke, at de
forbudte hunde skal aflives. Hvis man har fået hunden senest
den 17. marts i år, må man beholde den, indtil den dør. Den må ikke
sælges eller gives bort til andre, og ejeren skal overholde nogle
krav: Hunden skal føres i snor og have mundkurv på. Hvis man
har fået hunden efter den 17. marts, kan politiet afgøre, at
hunden skal aflives. Loven gælder foreløbig i tre år. Her er det
tillige forbudt at avle krydsninger, hvor nogle af de 13 hunderacer
indgår. I forvejen eksisterer der hunde, hvor der er tvivl, om de
mere eller mindre tilhører nogen af de forbudte racer. Her gælder
der en omvendt bevisbyrde. Det er ikke politiet, der skal bevise,
at der er tale om en muskelhund. Derimod er det
ejeren, der skal bevise, at vovsen
ikke er det.
Boligafdelinger på banen
Muskelhunde har været et omdiskuteret emne i
almene boligafdelinger i mange år. Især i dem, hvor det er
tilladt at have husdyr. Men når muskelhunde i 60-70 kilos klassen
rykker ind, kan det knibe med forståelsen blandt de øvrige beboere.
"Op mod 100 bekymrede boligafdelinger har skønsmæssigt henvendt sig
for at få råd indenfor de seneste to-tre år," fortæller Vibeke
Knudsen, Dansk Kennel Klub. "Vi skønner, at der findes cirka 20.000
hunde af kamphundetypen i Danmark. Heraf er langt, langt de fleste
ikke stambogsført, men tilhører de ikke-anerkendte racer Amerikansk
Bulldog og Pitbull. Sidstnævnte "pynter" sig ofte med betegnelsen
Amstaff, da Pitbull har været forbudt i Danmark siden
1991."
Karseklippede typer
Inden regeringen valgte at forbyde
bestemte hunde, havde adskillige boligforeninger
taget affære. Det gælder bl.a. Øparken hos Slangerup almennyttige
Andelsboligforening, hvor der for godt et år siden var urafstemning
om et forbud. 152 stemte for og kun 14 imod. Øparken gik oven i
købet et skridt videre end regeringen og forbød hele 23 racer.
Afdelingsformand Jimmy Sarvad siger, at forbuddet ikke skyldes
konkrete ulykker, men "der var en del beboere,
som følte sig utrygge ved hundene, der ofte var ejet af
karseklippede typer, der brugte hunden som potensforlænger."
Politiet skred ikke ind
I Lejerbos afdeling på Skallerupvej i Aalborg
Øst modtog man gennem et halvt års tid 50-60 beboerklager over
muskelhunde, og det førte til, at man sidste år vedtog et forbud.
"Beboerne var utrygge og turde ikke sende deres børn ud at lege.
Dengang var der 30-35 muskelhunde i afdelingens 216 lejemål. Nu vil
jeg skyde på, at der er omkring ti tilbage. Ejerne af hundene har
forstået et vink med en vognstang og er flyttet af sig selv, og de
hunde, der er tilbage, skal føres i kort snor og have mundkurv på,"
siger afdelingsformand Poul Birger Lund og fastslår, at det ikke er
hundene, der er problemet - det er ejerne. I afdelingen var man ude
for et grelt tilfælde, hvor en muskelhund og ni hvalpe mere eller
mindre passede sig selv og ødelagde
for en kvart million kroner i en lejlighed. Hvalpene var fra april
i år, og politiet kunne kræve hvalpene aflivet. Men Nordjyllands
Politi skred ikke ind, angiveligt fordi de ikke var i stand til at
afgøre, om det var ulovlige muskelhunde. "Siden har vi dog haft et
godt samarbejde med politiet, der har været meget hjælpsomme,"
siger Poul Birger Lund.
Forbud med effekt
Beboerne i Brabrand Boligforenings afdeling
Holmstrup har siden 1978 haft tilladelse til at holde husdyr. Edvin
Juhl, der er medlem af afdelingsbestyrelsen, siger, at en del
beboere gennem årene har følt sig utrygge. "På et tidspunkt var der
gået lidt mode i at have muskelhund, og i forbindelse med
avisskriverier om hundene blev vi bedt om at lave et
reglement. Vi snakkede med Dansk
Kennel Klub om hvilke hundetyper, der var tale om. Forbuddet har
haft en gavnlig effekt, og jeg er også tilfreds med den nye lov.
Her i efteråret fik vi rettet vores
ordensreglement, så vi nu henviser til
hundeloven. Det er en lov, der på sigt har regulerende
effekt."
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
9. november 2010 |
| Senest opdateret: |
12. november 2010 |