Mønsterudlændinge belønnes af regeringen

Foto: Colourbox

Indvandrere med job og godt kendskab til det danske sprog skal belønnes med en permanent opholdstilladelse efter fire år. Vender man ryggen til det danske samfund, bliver det sværere.


Udlændinge, som klarer sig godt i Danmark, skal hurtigere kunne få en permanent opholdstilladelse. Den, der mestrer det danske sprog, har et job og gør en indsats for at involvere sig i det danske foreningsliv, skal belønnes. Allerede efter fire år venter en permanent opholdstilladelse, mens der i dag skal gå syv.

- Mulighederne for den, der vil gøre noget for Danmark, er blevet langt bedre. Mens nogle af dem, der vil misbruge reglerne, vil synes, at der er en konsekvens, siger integrationsminister Birthe Rønne Hornbech (V), mens integrationsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup siger: - Med aftalen bliver det sværere for udlændinge, der ikke gider Danmark og danskerne.
I Socialdemokratiet er integrationsordfører Henrik Dam Kristensen begejstret for, at der med aftalen indføres et pointsystemet, hvor de velintegrerede belønnes.

- Umiddelbart lyder det som en god idé. Den kunne sagtens være kommet fra os, siger han.

Derimod vender Socialdemokraterne sig imod en række af aftalens stramninger. For eksempel må ægtefæller ikke have modtaget bistand i tre år, inden de bliver familiesammenført. I dag stilles der kun krav om, at der skal være gået et år.

- Det er en voldsom stramning. Tre år er lang tid, siger Henrik Dam Kristensen, som også kritiserer, at udlændinge i fremtiden skal opholde sig fire år i landet, før de kan stemme ved lokale valg. I dag er det nok med tre år.

- Det er mærkeligt, at når man opfordrer udlændingene til hurtigere at integrere sig, så straffer man dem samtidig med at hæve grænsen for at stemme med yderligere et år. Det stritter i hver sin retning, siger han.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, mener dog ikke, at aftalen er et udtryk for en markant strammere kurs på området.

- Det er en god cocktail af stramninger for de udlændinge, der forbryder sig mod reglerne i samfundet og reglerne for opholdstilladelse, og en lettelse for de udlændinge, der bidrager aktivt til det danske samfund, siger han.
Også De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, lægger vægt på lempelserne.

- Jeg er mest glad for, at udlændinge, der vil bidrage og integrere sig, bliver belønnet med, at de kan få permanent ophold hurtigere. Det er et nybrud, siger Naser Khader.


//Ritzau//

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 16. marts 2010
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Fakta om udlændingeaftalen

* Regeringen og Dansk Folkeparti blev mandag aften enige om nye regler for udlændinge.

* Reglerne for en permanent opholdstilladelse ændres, så udlændinge, der gør en aktiv indsats for at blive en del af det danske samfund, hurtigere kan på opholdstilladelse. Det kan dog tidligst ske efter fire år i Danmark.

* Der indføres et pointsystem, hvor det blandt andet giver point at være i arbejde, mestre det danske sprog, tage på højskole, sidde i en skolebestyrelse og vise interesse for det danske samfund.

* Reglerne for kommunal og regional valgret ændres, så udlændinge først kan stemme og stille op ved kommunal- og regionalvalg, når de har boet fast i landet i fire år. I dag sker det efter tre år.

* Flygtninge, der rejser på ferie til hjemlandet uden tilladelse, kan få inddraget deres opholdstilladelse i 10 år, uanset om opholdstilladelsen i mellemtiden er blevet permanent.