Mobning er stadig et alvorligt problem
Børns Vilkår har i 2009 rådgivet det højeste antal børn og unge
nogensinde. På trods af kampagner og krav om anti-mobbepolitikker i
skolerne er andelen af børn og unge, der ringer om mobning lige så
stor som året før.
12.634 børn og unge har i 2009 fået rådgivning på
BørneTelefonen, BørneChatten og BørneBrevkassen hos Børns Vilkår.
Børnene kontakter rådgivningen for at få råd om dagligdagsting som
forelskelse, seksualitet og pubertetsproblemer, men også om langt
alvorligere emner såsom ensomhed, selvmordstanker og vold i
hjemmet, skriver Børns Vilkår i en pressemeddelelse.
Hver femte henvendelse til Børns Vilkårs rådgivning drejer sig
om drillerier og mobning. Og andelen af mobbede børn er lige så
stor i 2009 (9,3 %) som i 2008 (9,0 %). Det overrasker leder af
BørneTelefonen Bente Boserup.
"Når så mange børn i 2009 fortsat henvender sig om så alvorligt
et problem som mobning, tyder det på, at kampagner og
anti-mobbestrategier ikke har haft den ønskede effekt", siger Bente
Boserup.
Ensomhed er også på Top 10 over de emner, børn henvender sig til
Børns Vilkårs rådgivning om. De fleste af henvendelserne om
ensomhed drejer sig om børn, der er ensomme i skolen. Det er ifølge
Bente Boserup endnu et tegn på, at skolerne må lægge større vægt på
det forebyggende arbejde med mobning.
Det er godt med en strategi mod mobning, men det er ikke nok at
have en enkelt dag eller en temauge om mobning om året. For at
komme mobning til livs bør skolerne have fokus på trivsel hver dag
i hver eneste klasse. På den måde bliver det en naturlig del af
skolens kultur og skaber et ordentligt arbejdsmiljø for både børn
og unge og for lærere, siger hun.
Andre brugere har skrevet
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
17. februar 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |