Mange flere indbrud i København og omegn
Specialpatrulje på den københavnske Vestegn har anholdt 19 personer for indbrud i maj. Heraf er ni rumænere.
Mens det vestlige Danmark har pæne kurvedyk, når det gælder indbrud i private hjem, er billedet helt anderledes dystert i og omkring København.
Her vokser tallene eksplosivt. Og tendensen sætter politiets evner på en prøve.
- Det er da bekymrende, at det ser sådan ud, siger politiinspektør Jørn Kjer i Københavns Vestegns Politi.
I årets første kvartal var der i denne politikreds 1900 anmeldelser, og det er en stigning på godt 10 procent i forhold til samme periode i 2009.
Det ser endnu værre ud, hvis man kigger et par år bagud. I 2007 var der "kun" 1300 indbrud i første kvartal.
- Det er mange mennesker, der bliver berørt af et indbrud. Tænk på, at der ofte er tre-fire personer i en husstand, siger Jørn Kjer.
En særlig gruppe politifolk har fået ordre om i maj og juni udelukkende at fange indbrudstyve ude på gader og veje. Indtil nu er 19 personer blevet anholdt. 12 af dem er blevet fængslet. Det viser sig, at både lokale og tilrejsende tyveknægte er på færde. Ni af de anholdte på Vestegnen er rumænere.
- Måske skal gruppen fortsætte på den anden side af sommerferien, siger Jørn Kjer.
Men også borgerne selv kan gøre noget, og folks engagement fejler tilsyneladende ikke noget. Til et såkaldt temamøde om sikring af eget hjem i Ballerup mødte 350 mennesker op. Inspireret af succesen vil politiet i samarbejde med kommunerne på Vestegnen holde flere af den slags møder, fortæller politiinspektør Jørn Kjer.
Både Vestegnens Politi og Københavns Politi har en ambition om at få banket indbrudstallet ned under niveauet i 2009. Hidtil er det gået den modsatte vej. I første kvartal oplevede hovedstaden en stigning på næsten 30 procent.
- Nogle bestemte ungdomsgrupperinger har været meget aktive, siger chefpolitiinspektør Jørn Aabye i København om en del af forklaringen.
I hovedstaden har politiet nedsat en særlig følgestab, der skal holde tæt øje med udviklingen og komme med idéer til indsatser, fortæller Aabye.
- Vi skal have vendt udviklingen, siger chefpolitiinspektøren. Også i Nordsjællands Politi er statistikken fra første kvartal noget af en kold dukkert. Indbrud i private hjem er vokset med mere end 10 procent i forhold til 2009.
Tyvene har forskellige profiler, og groft sagt er der fire typer, siger politiet: De gamle kendinge, udenlandske kriminelle, unge debutanter og så de hjemlige organiserede kriminelle grupper.
//Ritzau//
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
2. juni 2010 |
| Senest opdateret: |
3. juni 2010 |