Mange børn mishandles i det skjulte
Kommuner og sundhedsvæsen opdager kun en lille del af de
tilfælde, hvor børn mishandles fysisk, psykologisk eller seksuelt
af deres forældre. Det viser en ny rapport fra SFI.
Slag, ydmygelser, vanrøgt og seksuelt misbrug. Det er
virkeligheden for langt flere danske børn end dem, der opdages af
kommuner og sundhedsvæsen. Det konkluderer en ny rapport fra
SFI.
SFI har interviewet 3000 25-årige om deres oplevelser med
mishandling i barndommen. Resultatet er blevet sammenholdt med
registerdata fra perioden 1994 til 2006, som bl.a. viser de
registrerede mishandlingssager hos kommuner og på hospitaler, og
suppleret med en stikprøve på 900 kommunale børnesager.
Konklusionen er, at mange tilfælde af børnemishandling foregår i
det skjulte og aldrig bliver registreret af myndighederne, så
barnet kan få hjælp.
Stort mørketal
Rapporten viser, at 5,6 % af en årgang børn bliver fysisk
mishandlet af deres forældre. Under hver femte af dem, eller ca. 1
%, bliver opdaget af kommunen. Og kun 0,12 % - altså ca. en ud af
1000 - bliver opdaget i forbindelse med hospitalsbehandling.
Mishandlingen kan være alt fra spark og slag til kvælertag og
brændemærker, og kan være sket enkelte gange eller systematisk over
en lang periode.
Rapporten ser også på såkaldt psykologisk mishandling, hvor
forældre ydmyger deres børn og fortæller dem, at de er uønskede,
uelskede eller værdiløse. Det siger hele 23 % af de interviewede,
at de har oplevet. Men kun ca. hver syvende af tilfældene, eller
3,2 %, ender hos kommunen.
Hver syvende interviewede, eller 15 %, fortæller desuden, at de er
blevet udsat for vanrøgt i deres barndom. De har fx ikke fået
ordentlig mad, fysisk pleje og omsorg. Omkring 3,4 % af en årgang
bliver registrerede som vanrøgtede i kommunernes børnesager.
- Undersøgelsen viser, at der er brug for en klarere procedure, når
myndighederne får mistanke om, at et barn mishandles, siger
seniorforsker Mogens Christoffersen, der står bag rapporten.
| Sideansvarlig: |
Heidi Andersen |
| Oprettet: |
9. december 2010 |
| Senest opdateret: |
9. december 2010 |