Japaner vil udbrede beboerdemokrati i sit hjemland

Foto: Ulrik Jantzen

Ph.d.-studerende Mai Baba fra Japan er taget til Danmark for at skrive speciale om alme ne boliger. Hendes allerstørste drøm er at udbrede principper fra den danske almene sektor i Japan.

Af Samina Usman

Hvad gør man, når man forelsker sig i et andet lands måde at drive almene lejeboliger på? Man tager over og besøger landet og sørger for at skrive ph.d.-afhandling om emnet. Og det er lige præcis, hvad 28-årige Mai Baba, der studerer arkitektur og dens betydning for beboernes trivsel ved Fukui Universitet i Japan, har gjort. I tre uger har hun været på besøg hos forskellige boligselskaber i Danmark for at blive klogere på, hvordan den almene sektor er skruet sammen. Hun er blevet bombarderet med viden om alt fra ejendomsfunktionærernes rolle, har mødt danske familier, der bor alment, og har sågar deltaget i bestyrelsesmøder. Hendes primære forskningsområde er dog rettet mod det danske beboerdemokrati, og hvordan det fungerer i praksis. Men hvorfor er det lige, at en japaner er så begejstret for beboerdemokratiet? Forklaringen skal først og fremmest findes i hendes eget hjemland. For ganske vist er der demokrati i Japan, men det er ikke særligt udbredt i de mindre sammenhænge. Og derfor finder hun det ekstra fascinerende, at der ligefrem er nedfældet regelsæt om beboerdemokratiet og afdelingsbestyrelsens arbejdsopgaver i lov om almene boliger.

Ingen almene boliger i Japan
Selv bor Mai Baba i en privat lejelejlighed i Japan sammen med sin veninde. I Japan findes der nemlig ikke almene boliger. Men hun er ikke et sekund i tvivl om, at hvis hun havde muligheden for selv at kunne vælge, ville hun foretrække at bo i en lejlighed, hvor der herskede de danske almene principper med beboerdemokrati som grundpille. "Bare det at kunne få medbestemmelse, der hvor man bor, er for mig alene grund nok til at ville bo alment. Boligen er en af de vigtigste grundpiller i ens liv. Og kan man præge ens boligområde og mødes med andre beboere og være fælles om noget, der er så vigtigt i dagligdagen, gælder det om at slå til. Man tager jo vigtige beslutninger og afgør, hvor meget udgifterne til fællesvaskeriet  skal være, om man nu skal bruge overskuddet i budgettet på en ny legeplads eller holde en god sommerfest for beboerne. Alt sammen beslutninger der påvirker dig og din nabo i større eller mindre grad. I Japan ville det være fuldstændig utænkeligt at få lov til at få medbestemmelse på det niveau," påpeger Mai Baba. Ligeså begejstret hun er for beboerdemokratiet, lige så skuffet er hun over, at flertallet af de almene lejere ikke gider det. Hun har bemærket, at boligselskaberne sender egne folk ud, når der mangler beboere i afdelingsbestyrelsen, og det huer hende ikke. "Man har vel beboerdemokrati, fordi det er til for beboerne, og ikke fordi det er til for boligselskaberne. Jeg har meget svært ved at forstå og har endnu ikke rigtig fået opklaret, hvorfor en stor del af danskerne ikke gider beboerdemokratiet. Omvendt er jeg sikker på, at en japaner ville elske muligheden for at have noget at skulle have sagt, hvis man indførte beboerdemokratiet i japanske lejeboliger. Nu forsker jeg i emnet og vil på sigt arbejde for at udbrede beboerdemokratiet i japanske lejeboliger." Men Mai Baba er ude på en svær opgave. I Japan domineres lejeboligerne af private udlejere, som ofte sætter egen indtjening over beboernes trivsel. Derfor drømmer Mai Baba sideløbende om at introducere de almene principper i Japan igennem en selvfinansieret udlejningsejendom. Selv om det er et omfattende projekt, er det ikke helt urealistisk. I Japan er det nemlig ret udbredt, at privatpersoner får opført en udlejningsejendom. Og med egen ejendom er chancerne for at indføre beboerdemokratiet pludselig meget store. Alligevel stopper drømmen ikke her. Mai Baba har brændt sig varm på Boligselskabernes Landsforenings reklamekampagne med sloganet "Lidt mere af det hele". "I jeres almene boliger er der plads til alle sociale klasser, og derfor er det ikke flovt at bo alment. I Japan har vi noget, der hedder kommunale boliger, som kommer tættest på en almen bolig. Men det er kun for folk i den lavere sociale klasse, og derfor skilter man ikke med, at man bor et sådan sted. Plads til alle slags mennesker er også nogle af de værdier, som jeg vil arbejde for i Japan. Vi kan lære meget af den måde, som I driver almene boliger på," siger hun.


Kilde: Boligen nr. 3 2010

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 24. februar 2010
Senest opdateret: 3. juni 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op

Om Mai Baba

• Hun er ved at tage en ph.d. i
arkitektur og design på Universitetet af Fukui i Japan.
• I marts 2011 er hun færdig
med sin ph.d.
• I tre uger var hun på besøg i
Danmark for at få et dybere
kendskab til den almene sektor.
• Skriver speciale om almene boliger og beboerdemokrati.


Mai Babas visitrunde i
den almene sektor:

• Dansk Almennyttigt
Boligselskab - DAB
• Boligselskabernes Landsforening
• Boligkontoret Danmark og
afdelingskontoret i Helsingør
• Boligforeningen AAB
• Lejerbo


Boligmarkedet i Japan:

• I alt er der cirka 55 millioner
boliger i Japan.
• Indbyggertallet i Japan er på
127 millioner.
• 60 procent af boligmarkedet
består af ejerboliger.
• 40 procent er lejeboliger.