Hver femte skærer i julebudgettet

Julen er børnenes tid - om end julemanden i år næppe opfylder alle gaveønskerne.

En dugfrisk meningsmåling foretaget af Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen blot en lille uge før juleaften viser, at danskernes holder julebudgettet i en stram snor.

Hver femte familie regner således med at bruge færre penge på julegaver i år sammenlignet med sidste år, som var en rigtig sparejul i kølvandet på finanskrisen.

»Det kan umiddelbart overraske, at der bliver skåret lidt ned på julegaverne i år, for danskerne har ellers fået flere penge mellem hænderne i 2010. Men det tyder på en øget krisebevidsthed hos danskerne,« siger cheføkonomen i Nykredit, John Madsen til Børsen.

Krisebevidstheden kunne i går også tydeligt afløses i de nye tal for forbrugertilliden i december fra Danmarks Statistik. Humøret faldt til under nulpunktet hos forbrugerne op til julehandlen - minus 0,7 mod 3,7 i november.

»Forbrugerforventningerne indikerer, hvordan det står til med privatforbruget, og i særlig grad med detailhandlen, og det er nedslående for privatforbruget at se, at forbrugerne går en smule slukørede på juleferie,« vurderer Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv.

Den nye Greens-måling viser, at kun 15 pct. af danskerne planlægger at bruge flere penge på julegaver, og det betyder, at der er flere danskerne, som skruer ned for gavebudgettet, end der er danskere, som skruer op for gaveræset. Et stort flertal af danskerne, 63 pct., forventer et uændret gavebudget. Undersøgelsen er foretaget blandt 941 repræsentativt udvalgte danskere.

»Det bliver ingen jubeljul, og vi kommer ikke i nærheden af julen 2007,« siger Las Olesen, privatøkonom i Danske Bank.



//Ritzau//

Skriv en kommentar

: *
: (skjules for andre)
: *
: *
Sideansvarlig: Heidi Andersen
Oprettet: 21. december 2010
Senest opdateret: 21. december 2010
  • del
    del
     
  • Udfyld venligst felterne

  • send tip
    send tip
  • print
    print
  • læs op
    læs op